BA vil opkræve sædegebyr

Og det kommer samtidig med at selskabet er under politisk pres i Storbritannien. For premierminister Gordon Brown, der i øjeblikket er til G-20-topmøde i Pittsburgh i USA, har med vilje valgt at flyve med Virgin i protest mod alt for høje priser fra BA. Ifølge en regeringstalsmand sparer man mellem 20 og 30 pct. på at benytte Virgin. Og fra transportordføreren fra De Liberale, Norman Baker, lyder det: ”Jeg er dybt skuffet over at BA adopterer stilen fra Ryanair”.

Den nye BA-plan vil betyde at man skal betale 10 GBP for et sæde på korte ruter, 20 GBP når det gælder de lange ture på økonomi-klasse og op til 60 GBP, hvis man flyver på Club World.
De nye regler kan blandt andet betyde at en familie på fire, som gerne vil flyve sammen på langtur, kan ende med en ekstrapris på 160 GBP for en returrejse.

British Airways, som sidste år tabte 401 mio. GBP, prøver på alle områder at hente penge, og er nu nået frem til sæderne. Og selskabet forsvarer sig: ”Det vi gør, er at lytte til kunderne som ønsker sikre sæder, og samtidig kæmper vi for at skabe nye indtægter”. Fra Mark Hassell, der er chef for BAs Customer Experience, lyder det: Der er en lang række sæder, som kunderne ønsker, og tidligere var vi kun klar til at bekræfte dem på selve afrejsedagen, men nu tilbyder vi sæderne mod betaling i god tid i forvejen”.

Virgin, som blandt andet er BAs største konkurrent på de transatlantiske ruter har ingen planer om at indføre et lignende gebyr. Og American Airlines, BAs USA-partner vil heller ikke tage ekstra penge for sædereservationer.

Skrevet af Klaus Givskov