Bahrain-flyselskab konkurs

Ejerne af Bahrain Air har netop lukket selskabet efter fem år på vingerne. De anklager regeringen i Bahrain for at beskytte det nationale flyselskab, Gulf Air.

Bahrain Air havde ved sin lukning fire Airbus A319/A320 og fløj til 27 destinationer i 25 lande ved og i nærheden af Den persiske Golf. Ofte i konkurrence med Gulf Air.

Bahrain Air åbnede i 2008 med to A320 – men har været udfordret af de politiske uroligheder i landet.

Antallet af passagerer til Bahrains Lufthavn var sidste år 8,5 millioner – mod 9 mio. i 2009 inden urolighederne begyndte.

I deres meddelelse om lukningen udtrykker bestyrelsen stor bitterhed mod Bahrains regering for at overbeskytte Gulf Air. Bl.a. sidder Bahrains transportminister i bestyrelsen for Gulf Air.

Regeringen beordrede i en periode at Bahrain Air ikke måtte flyve til en række af sine mest lukrative destinationer i Iran, Irak og Libanon.