Raheem Sterling, til venstre, med Jamaicas turistminister, Edmund Bartlett, ved udnævnelsen til Jamaicas turistambassadør i Europa. PR-foto.

Berømt fodboldspiller turistambassadør for Jamaica

Raheem Sterling, kendt fra Manchester City og det engelske landshold, er udnævnt til europæisk turistambassadør for sit fødeland, Jamaica, der i år fejrer 60-året for sin selvstændighed.

Den kendte, anerkendte men til tider også kontroversielle fodboldspiller Raheem Sterling, er blevet udnævnt til turistambassadør i Europa af Jamaica Tourist Board. Han er født på Jamaica af jamaicanske forældre, men er i dag britisk statsborger.

Udnævnelsen som turistambassadør kommer i forbindelse med, at den caribiske østat Jamaica i år fejrer 60-året for sin selvstændighed fra Storbritannien. Raheem Sterling, der i dag er 27 år, er søn af jamaicanske forældre og født og opvokset i Maverley-distriktet i Kingston, hovedstaden på Jamaica.

”Jamaica og øens unikke kultur har altid spillet en vigtig rolle i Sterlings liv, så han er perfekt til at repræsentere Jamaica som turistambassadør og være Jamaicas ansigt i Europa og repræsentere sit fødeland ved forskellige arrangementer,” skriver Jamaicas turistråd i en pressemeddelelse.

I den siger Raheem Sterling: “Jeg er beæret over at være Jamaica Tourist Boards turistambassadør i Europa i et så, for Jamaica, vigtigt og spændende år. Jeg er stolt over at være født i Jamaica, og kan ikke vente med at fortælle alle, hvilket vidunderligt sted det er.”

Repræsenterer det bedste af Jamaica
Jamaicas turistminister, Edmund Bartlett, siger i pressemeddelelsen: “Vi er glade for dette nye partnerskab med Raheem Sterling. Han er en usædvanlig talentfuld ung mand, der repræsenterer det allerbedste af Jamaica.”

Og direktøren for Jamaicas turistråd, Donovan White, siger: “At have Raheem som turistambassadør i Europa vil hjælpe Jamaica med at vise vores land frem og starte vores 60-års jubilæum med stil. Vi anerkender hans globale rækkevidde og ved, at han vil gøre meget godt som vores turistambassadør.”

Jamaica Tourist Board repræsenteres i Norden af det danske PR-bureau United Spirit Nordic,

Faderen blev dræbt
Som femårig flyttede Raheem Sterling med sin mor fra Kingston til England; hans far var blevet dræbt i et skyderi i Kingston tre år tidligere.

Raheem Sterlings unikke fodboldtalent har bragt ham til Premier League-klubberne Liverpool og, siden 2015, rivalerne i Manchester City.

Han er gennem årene blevet meget anerkendt for sit arbejde mod racisme på blandt andet fodboldstadions i og udenfor England.

Raheem Sterling spiller også på det engelske landshold. Mange fodboldfans husker ham sikkert for semifinalen under EM-slutrunden sidste sommer mod Danmark, hvor han ifølge nogens mening faldt meget let og usportsligt i kampens overtid. Det gav et engelsk straffespark, der afgjorde kampen. BBC’s ekspertkommentator, den tidligere engelske landsholdangriber Alan Shearer, sagde at han ville være blevet ”temmelig vred,” hvis Englands modstander havde fået sådant et straffespark.

Relaterede artikler:

Spies-partner planlægger flyvninger til Jamaica

Brancheprofil ny salgschef i repræsentationsbureau

Landstræneren inspirerede HORESTAs årsdag

Landsholdshotellet har kæmpe fodboldambitioner