Den lille Havfrue (Foto: Rasmus Flindt Pedersen | VisitCopenhagen/PR)

Bestil tid hos Den lille Havfrue

KLUMME: Fremtidsvision i international turisme inspireret af nytårets start i Peru og Venedig, som vil revolutionere tilstrømningen og flytte rundt på turisterne med slots og entré.

”Goddag. Jeg vil gerne bestille tid til at se på Den lille Havfrue på onsdag. Jeg er lige på besøg en dags tid i København. Og jeg har hørt så meget om hende. Somme tider har hun hoved på, til andre tider ikke. Nu og da har jeg læst, at hun også er malet med røde farver. Jeg vil gerne se hende en dag, hvor hun er helt sig selv.

Hvad siger du, er der ikke mange tider tilbage? Kan jeg ikke få før kl. 19.10, men da er det jo mørkt. Nå, er der projektørbelysning. Ja, men jeg vil hellere se hende i dagslys. Det skal man jo med de fleste kunstværker.  For det er da et kunstværk ikke?

Havfruen fryser også i januar
Hvilket, onsdag morgen kl. 9,10, da er de to pladser tilbage. Men så tager jeg en af dem til 20 dollar. Jeg er klar over, at vi kun har et kvarter og har ret til at tage foto. Ja, jeg har en ledsager med. Er prisen for os begge? Det er da billigt. Jeg har lige betalt 100 dollar for en rundtur på Rosenborg Slot kl. 12.10 i morgen. De har jo kun åbent i frokostpausen.

Ja, vi kommer fra Nebraska, men vi vidste i øvrigt ikke, at der kun er adgang for udlændinge. De fortalte mig, at man går ud fra, at alle danskere har set nok af Havfruen. Hvis ikke kan de frit komme ud og tage fotos i november eller januar. Da fryser hun sammen med alle andre danskere.”

Tag omkring Dragør
Et tænkt eksempel. Men måske ikke langt væk. Flere og flere taler om overturisme Et nyt begreb startet i Barcelona og Venedig. Selv i Wonderful Copenhagen er man begyndt at tale om at lede turister hen til områder, der ikke er slet så wonderful. Hvad med en tur til Amager? Der er også hyggeligt i Dragør.

Slottid i Peru
Fra årsskiftet gik Peru et skridt videre. Hvis man vil op og se Machu Picchu, der ligger i 2.200 meters højde omkranset af bjerge og på UNESCO´s verdensarvsliste. Det er i bogstaveligste forstand højdepunktet på en rejse til Peru.  Der er indført slottider for besøgende turister. Slots som kendes fra lufthavne og fly.

Hvis man er så heldig at få en tid, skal man være præcis en time før, ellers mistes den igen. Og hverken tid eller billet kan byttes. Man skal være væk igen senest kl. 17.30 – hver dag året rundt.

Sidste år var der cirka 5.000 turister daglig. Man hverken kan eller vil have flere uden at ødelægge både miljø og oplevelsen for de besøgende.

Allerede for to år siden blev der indført restriktioner, som betød, at der i perioder kun var adgang i forbindelse med grupper og autoriserede turguider. Nu strammes reglerne, og tid for adgang (slots) kan bestilles på den officielle Machu Picchu-website. Gratis er det heller ikke. Prisen steget fra £36 til £54 (ca. 450 kr.).

Overturisme og afmagt
Venedig er på vej med noget lignende. Både for at begrænse tilstrømningen og for at tjene penge. Der bliver tale om bompenge til Markuspladsen og Rialtobroen, ligesom der kommer en afgift for hver passagerer om bord på de krydstogtskibe som sejler på de inderste kanaler langs Canal Grande.

Flere andre steder rundt om i verden arbejder med begrebet overturisme, hvad det så end er for en størrelse. Måske er det afmagt. Måske er det bare et spørgsmål om at få popularitet og markedsføring til at gå op i en højere enhed. En værdig opgave for politikere og turistorganisationer i fremtiden. Som det er nu, peger det alt for ofte i hver sin retning.