Det private togselskab European Sleeper planlægger ny rute: et nattog to gange om ugen fra Bruxelles via Køln, München, Innsbruck og Verona til Venedig med en samlet rejsetid på 20 timer.
European Sleeper, det private hollandsk-belgiske togselskab, har planer om en ny rute med to ugentlige afgange gennem februar og marts næste år.
Det skriver togselskabet i en pressemeddelelse. Der bliver afgang fra Bruxelles og stop i hollandske Utrecht, tyske Køln og München, Innsbruck i Østrig og derfra til Italien med stop i Verona og endestation i Venedig.
European Sleeper åbnede i september sidste år sin første rute – en forbindelse med næsten 20 stop fra Bruxelles via Schiphol-lufthavnen, Amsterdam, Berlin og Dresden til Prag.
Nattogsruten, der også har en spisevogn i togsættet, ruller mellem Bruxelles og Venedig i februar og marts næste år. Det er blandt andet i skolernes vinterferie i en række europæiske lande ligesom det er i højsæsonen for skiløb i alperne og perioden er der for eksempel også det berømte karneval i Venedig, fra sidst i februar til starten af marts.
European Sleeper har tre klasser til forskellige priser – der er liggevogne, togvogne med hvilesæder og en økonomiklasse med siddevogne. I liggevognene rejser mænd og kvinder sammen, men der er også kupeer kun for kvinder.
Fra Nordsøen til Middelhavet
I pressemeddelelsen skriver European Sleeper, at man planlægger den nye rute på grund af stor efterspørgsel på bæredygtige transportformer til vintersportssteder i Alperne
”Vi glæder os over at introducere denne nye togforbindelse fra noget nær Nordsøen til Middelhavet,” siger Chris Engelsman, en af de to grundlæggere af European Sleeper.
Den kommende togrute kan bookes på European Sleepers hjemmeside samt via partneren Green City Trip. Der forventes åbnet for bookinger omkring den 1. september, til den tid vil priserne også være klar, oplyses det.
European Sleeper arbejder med flere ruteprojekter, hedder det i pressemeddelelsen. En af de næste kan blive fra næste år mellem Amsterdam og Barcelona. Derudover overvejer European Sleeper at investere i egne togvogne, men det vil kræve, at der skaffes 40-60 millioner euro (cirka 300 til 450 millioner kroner).
Relaterede artikler:
Snälltåget får igen skitog via Danmark til Østrig
Dansk togrejsebureau jagter sit første overskud
Greenpeace: Togruter kan tredobles mellem europæiske storbyer