STANDBY.DK Nyt om rejser
Bethsy Holk.
Mindeord: Hun var på farten til det sidste. Et langt og spændende liv med rejser og rejsebureaudrift er forbi for altid. Humøret beholdt hun til det sidste og var netop kommet hjem fra jule-og nytårsrejse til Tanzania.
Af Ejvind Olesen
Hun sagde bramfrit, hvad hun mente. Hun virkede altid i godt humør, når man mødte hende. Hendes liv var et eventyr, men bestemt ikke uden problemer. Hun lod sig bare aldrig mærke med dem. Bethsy Holk, som døde på et københavnsk hospital natten til i går 82 år.
Man kan godt sige, at rejselivet for hende var livets salt. Både foran og bagved kulisserne. Hun var ikke typen, der på nogen måde ville acceptere alderen. Hvorfor skulle hun dog? Når hun stadigvæk kunne samle en gruppe, som var parate til at rejse med hende. Om det så skulle være til verdens ende. Og det var vel at mærke folk, som havde råd til at betale billetten.
Sådan ville hendes arbejdsgivere til sidst ikke. I oktober i fjor blev hun fyret fra Marco Polo sammen med 15 andre. Blandt andet fordi gruppeafdelingen blev nedlagt. ”Dårlig ledelse. Bureauet har ingen fremtid,” var hendes kontante dom, mens hun grundede over, om hun selv skulle starte på ny i en alder af 82 år.
Det blev først og fremmest Marco Polo, der var hendes omdrejningspunkt fra 1988 efter Master Tours og Janus Travel. I et parløb med Ingrid Emonds, der kunne det med billetter og økonomi, byggede de Marco Polo op. Bethsy kunne sælge og rejse ud med kunderne, men penge havde hun ikke meget forstand på.
Til Jyllands-Posten sagde hun før jul: ”Jeg har et meget dårligt forhold til penge. Hver gang jeg har haft penge, har jeg brugt dem. Da jeg blev 70, fik jeg at vide, at min kapitalpension ikke kunne stå i banken mere. Så måtte jeg jo hellere bruge den.”
Da Marco Polo Tours blev overtaget af Hannibal Travel Group, ifølge den nye bog om Bethsy Holk, fik hun og Ingrid Emonds hver 250.000 kr., som de i sin tid havde indskudt i firmaet.
Hendes sidste år var præget af modgang og sygdom, men hendes livsmod var hele tiden fremherskende. Det var altid de andres sygdom, hun talte om efter, at canceren var brudt ud. Aldrig sin egen.
Hun var i fuld gang med at renovere sit hjem. Hun skulle have ny sofa og nyt køleskab så snart hun kom hjem fra den rejse til Tanzania, hun drog ud på op til jul sammen med sin datter Elsebeth (også i sin tid i Marco Polo og en overgang medlem af DRF`s bestyrelse) og hendes mand på sølvbryllupsrejse.
Undervejs blev hun svag. Måske anede hun, hvor det bar hen. Kort efter hjemkomsten blev hun indlagt og døde med sine to døtre Elsebeth og Kristine ved sin side.
Det er endnu ikke bestemt, hvornår begravelsen finder sted.
