Cimber Air til Østeuropa

Cimber Air åbner i næste måned to nye ruter fra CPH til hhv. Kiev og Bukarest. 14. april begynder flyvningerne til Ukraines hovedstad, og fra 18. april får Rumæniens hovedstad en direkte rute fra København.



Begge ruter flyves én gang dagligt tur/retur (undtagen lørdag) med Canadair-jetfly med plads til 50 passagerer.



”Det østeuropæiske marked er i rivende udvikling, og mange skandinaviske virksomheder har fået øjnene op for de muligheder, der byder sig. Alene i Ukraine er der ca. 52 mio. mennesker, hvis behov for internationale produkter stadig stiger. Rumænien forventes optaget i EU fra 2007 og flere danske virksomheder er ved at etablere sig i det nye partnerland med 23 millioner indbyggere – så vi forventer os meget af disse strækninger,” siger adm. direktør Jørgen Nielsen, Cimber Air, og tilføjer:



”Tiden er en vigtig faktor for mange passagerer, og med de to nye direkte ruter spares næsten to timers rejsetid mellem København og henholdsvis Kiev og Bukarest.”



Cimber Air har både business og economy class på de to nye ruter, som nu ligger i reservationssystemerne.



I november åbnede Cimber Air også fra CPH på Basel ligesom det udvidede betjeningen af Wroclaw i Polen.

Skrevet af