Solen står i disse dage højt over Danmark og mange charterrejser med afgang i denne tid sælges til halv pris. Men charterbureauerne frygter ikke for salget af højsæsonens ferierejser.
De store charterrejsebureauer ryster ikke på hånden over disse dages høje varmegrader i Danmark. Vi sælger som vi plejer til skolernes sommerferie, også fordi mange gæster husker sidste års triste sommervejr i Danmark – men kan man rejse nærmest her og nu er der mange penge at spare.
Sådan lyder meldingen fra to af Danmark største charterrejsebureauer, Spies og Bravo Tours. Fra Danmarks tredjestørste charterrejsebureau, Bravo Tours, siger administrerende direktør, Peder Hornshøj, til STANDBY.dk:
”Vi sælger også i denne tid rigtig mange rejser med afgang i skolernes sommerferie, men for salg af rejser med afgang i disse dage får vi ikke den oprindeligt fastsatte pris. Der er mange billige rejser lige nu – rejser som vi har sværere ved at komme af med og som vi derfor har sat prisen ned på. Kan man rejse nærmest her og nu er der mange penge at spare.”
”Vi sælger godt med rejser til afrejse i skolernes sommerferie, her er der på ingen måde grund til at sælge med rabat. Så hvis man skal tale om priskrig mellem charterrejsebureauerne, er det kun på at få solgt de rejser, hvor afgangene er i disse dage,” siger Peder Hornshøj og tilføjer:
”Mange kunder husker det generelt dårlige vejr i Danmark sidste sommer, derfor har mange allerede sikret sig en charterferie til denne sommer. Vi har solgt omkring 70 procent af vores udbudte rejser til skolernes sommerferie i år; det er mere end på samme tid sidste år.”
Bravo Tours udbyder under sommerens skoleferie i år cirka 30.000 rejser – og har gennem hele dette år cirka 180.000 rejser til salg, hvoraf de cirka 10.000 er med rutefly. Charterrejsebureauets tre største destinationer denne sommer bliver Mallorca, Kreta og Rhodos.
”Nogle tusinde usolgte rejser”
Fra Danmarks suverænt største charterrejsebureau, Spies, siger administrerende direktør Jan Vendelbo til STANDBY.dk:
”Til afrejse i resten af maj og i juni frem til starten af skolernes sommerferie har vi lige nu et par tusinde pladser tilbage som vi i nogle tilfælde sælger til cirka halv pris som følge af lav efterspørgsel. Det er lidt besværligt at komme af med disse rejser, men sådan er det ofte på denne tid af året.”
Men, siger Jan Vendelbo, det gode vejr i Danmark påvirker ikke salget af rejser i selve højsæsonen, skolernes sommerferie:
”Sidste år var det også godt vejr i maj, men mange husker hvordan vejret var i Danmark i sommeren og vil ikke gamble med for eksempel familiens sommerferie. I alt udbyder Spies omkring 50.000 rejser i juli – og det går pænt stærkt med at sælge disse; lige nu har vi solgt over 70 procent,” siger han.
I alt kommer Spies i år til at udbyde omkring 300.000 rejser fra Danmark – heraf forventes de 40-50.000 at blive med rutefly.
Relaterede artikler:
Sælger stadig flere charterrejser
Spies har stor vækst med rutefly
TUI vil atter være størst i Danmark