Billund venter stadig på ny rute til København

”Jeg ved ikke, hvad forhandlingerne med Cimber Sterlings kurator indebærer, men jeg tror, at vi har en løsning på den manglende rute mellem Billund og København på den anden side af den kommende weekend,” siger lufthavnens adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, til takeoff.dk og tilføjer:

 

”Men vi har ikke haft panik som lufthavnene i Karup og Sønderborg, der kun har indenrigsruter. Billund er ikke afskåret på samme måde. Men vores indenrigsrute til København har op mod 130.000 passagerer.”

 

Billund Lufthavn har flere udenrigsruter til bl.a. Amsterdam, Frankfurt, München og Paris.

 

I går, onsdag, meddelte svenske Skyways, der har samme ukrainske ejer som Cimber Sterling, at det 21. maj åbner ny rute mellem Billund og Stockholm Arlanda.

 

Selv om Billund tabte seks mio. kr. på Cimbers krak, kan Danmarks næststørste lufthavn ikke afvise den nye kunde.

 

”Cimber og Skyways er to forskellige selskaber, trods samme ejer. Men trods vores tab på Cimber, der til sidst kun havde fire ruter fra Billund, kan vi ikke forhindre Skyways i at flyve på Billund – det har alle lov til, bare de accepterer vores forretningsbetingelser. Men vi tænker da over, at de to selskaber har samme ejer,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.

 

Skyways vil fra 21. maj flyve den nye rute mellem Billund og Stockholm Arlanda tre gange på hverdage med en Embraer 145 med plads til 49 passagerer.

 

Udover svensk indenrigs flyver Skyways også til Bergen, Kiev, København, Lyon, Manchester, Prag, Stavanger og Zürich.

 

Danske Sun-Air har siden Cimber Sterlings konkurs åbnet tre nye ruter fra Billund og Aalborg, bl.a. mellem Billund og Stockholms citylufthavn, Bromma.

Skrevet af Henrik Baumgarten