Biludlejning på Cuba er ikke nær så stort et problem som i USA

TURISME: Man skal blot køre om dagen. Dansk bureauchef mener til gengæld, at der ofte er tale om rent bondefangeri USA, og at udlejningsselskaberne har moralsk pligt til at rydde op.

Bureauchef Henrik Særmark Thomsen fra Check Point Travel i Brabrand måtte op at markere, da vi i sidste uge gik i deltailer med en af hans kunder i ankenævnssag om biludlejning af kinesiske biler. Ugens mest læste historie under overskriften ’Min kone har gigt, og vi vil ikke have en kinesisk bil’.

Nu forsvarer han udlejningen på Cuba og retter i stedet skytset mod de amerikanske udlejningsselskaber i USA.

”Biludleje på Cuba er faktisk ikke det store problem,” siger han til standby.dk. ”Jeg har selv kørt lejebil på Cuba. Endda i en af de kinesiske. De er faktisk ganske fine. Og det er de bilmærker, der er langt flest af på Cuba.

Hvis der er noget, man skal være opmærksom på, at er det vejenes beskaffenhed. Der er huller og bump, ikke mange skilte og stort set ingen gadebelysning. Derfor er der bedst at køre om dagen. Men bilernes kvalitet er der sjældent problemer med

Bilerne er OK i USA

I USA er der mig bekendt ofte problemer, hvis man spørger de bureauer, der er store på rejser. Der er ikke noget i vejen med bilerne. De er fine. Problemet er det bondefangeri, der foregår, når kunderne kommer til udlejningskontorerne. Der bliver listet ekstra forsikringer og andet ind i kontrakterne. De færreste opdager det.

Andre får at vide, at man desværre ikke har den lejede biltype, men at man gerne vil levere en anden bil. Når kunderne takker ja, får de en helt ny kontrakt, som de skriver under på. De færreste reagerer før de skal aflevere bilen igen, og så bliver det for alvor dyrt.

Når danske bureauer tager det op med udlejningsselskaberne, får de at vide, at bordet fanger, og kunderne har jo selv skrevet under. Rent bondefangeri.

Nu er det kommet dertil, at USA bureauerne har et afsnit i deres kontrakt med praktiske oplysninger, hvor man gør opmærksom på, at deres kunder skal være oppe på mærkerne når de afhenter bilen.

Hvis man læser diverse brugeranmeldelser, får udlejningsselskaberne en hård medfart, men det bider åbenbart ikke på dem”, slutter Henrik Thomsen.

Selv om hans udgangspunkt er et forsvar for Cuba, resulterende i et angreb på systemet i USA, ser det ud som om, der er et alvorligt problem i USA. Måske også som resultat af hård konkurrence i kølvandet på de mange billige flyrejser.

Alligevel er det ikke den slags problemer, man forventer i et billand som USA, hvor den individuelle ferietransport i den grad er lagt an på, at man selv lejer bil.