Et twitter-foto af en dansende erhvervsminister Simon Kollerup, efter denne uges forlig om nye hjælpepakker, har skabt vrede i dele af rejsebranchen. På sociale medier er der drøje hug.
Tidligere på ugen blev regeringen og et flertal i Folketinget enige om nye hjælpepakker til blandt andet erhvervslivet, herunder dele af rejsebranchen.
Blandt forligspartierne var De Radikale, hvis erhvervsordfører, Katrine Robsøe, efter forliget var på plads, lagde et foto op på Twitter, der blev bragt i flere medier. Fotoet viser flere af politikerne fra forligspartierne, herunder en dansende erhvervsminister, Simon Kollerup.
Men billedet med den dansende minister opfattes ikke lige muntert overalt i rejsebranchen, hvor nærmest alle er hårdt presset under coronakrisen.
I et opslag på Linkedin skriver Hanne Mikkelsen, ejer af og administrerende direktør for det store aarhusianske incomingbureau, Nordic Tours, i et længere opslag blandt andet:
”Kære Simon Kollerup – må vi invitere dig på besøg i Aarhus så du kan lære os at danse Fandango? Alle medarbejdere hos Nordic Tours vil gerne, at du ser dem i øjnene og forklarer dem, hvorfor det er så fedt at have sagt farvel til en masse kolleger og være på arbejdsfordeling på 7. måned med deraf følgende lønnedgang.”
”Det er så pinligt”
Hanne Mikkelsens opslag har givet mange delinger, likes og kommentarer på Linkedin. Her er tre fra kendte aktører fra rejsebranchen:
Heidi Maak Glinvad, administrerende direktør for Vitus Rejser og medlem af bestyrelsen for Danmarks Rejsebureau Forening skriver i kommentarsporet:
”Jeg er så enig. Studentermedhjælperen danser fandango. Det er så pinligt i en situation, hvor alle virksomheder i oplevelsesbranche kæmper for vores virksomheders overlevelse. Vi skal nok lykkedes, men det kan vi ikke takke Simon Kollerup og co. for,” skriver hun.
Og Christian Ernstved-Rasmussen, medejer af og direktør for rejsebureauet Den Grønne Rejse, skriver:
”Det er ikke i rejsebranchens lokaler, der bliver danset. Jeg vil opfodre dig, Simon Kollerup, til at besøge Danmarks Rejsebureau Forening og tage en grundig med Lars Thykier – han kan sætte dig ind i de store udfordringer, vores branche har. Lidt malplaceret med den dans!”
Fra Henrik Særmark-Thomsen, bureauchef hos Check Point Travel i Aarhus, lyder det i kommentarsporet:
”Den opsang er helt på sin plads, Hanne Mikkelsen. Hvis erhvervsministeren har lyst til at komme en tur til Århus, så tænker jeg, at vi kan være værter med en kop kaffe eller to. Længere tid behøver vi ikke for at ridse problemstillingen op, så den er til at forstå.”
”Regeringen forstår ikke alvoren”
Også Thomas Danielsen, direktør for Frederik VI’s Hotel i Odense, har bragt billedet i et opslag på Linkedin.
Her er der rigtig mange kommentarer, likes og delinger. Selv skriver Thomas Danielsen i sin kommentar: ”Dette er et meget godt billede af, at regeringen ikke forstår alvoren!”
Han får blandt andet støtte fra Casper Bock, hotelchef hos Horisont Hotel & Konference ved Aarhus, der i sin kommentar skriver: ”De kan heller ikke finde ud af deres egne regler. De er over 10 personer og sidder i U-bord. Hvor er de faste pladser? Utroligt med deres latterlige smil.”
Og Christina Petersson, hotelchef på fynske Hotel Hesselet, skriver: ”Vi kunne jo tage et billede af vores tomme lokaler og sende retur med “Tak for respekten.”
MF’er: ”Ingen i forhandlingen viste manglende respekt”
Mona Juul, erhvervsordfører i Det Konservative Folkeparti, står til højre på billedet. Hun har skrevet dette i kommentarsporet om billedet og baggrunden for det:
”Jeg bliver spurgt, om jeg vil være med på et foto med de øvrige erhvervsordfører. Jeg står stille og smiler. Går derefter videre og gør klar til pressemødet. Hvor jeg udtrykker min klare bekymring over, at der stadig er mange der ikke får den hjælp, vi kunne have ønsket os. Men også hvilke elementer vi har kæmpet for og som jeg er godt tilfreds med. Se for eksempel mit opslag her på platformen.
Jeg har knoklet 24/7 og bliver ved. Jeg har ikke set, hvordan de andre der står bag mig, ser ud på fotoet før bagefter. Og det er ikke mig, der har lagt billedet ud. Når det er sagt, opfatter jeg ikke at nogen i forhandlingen på noget tidspunkt udviste manglende respekt,” skriver folketingsmedlemmet.
Og hun får opbakning af blandt andet John Tobiesen, ejer af rejsebureauet ”Tid til ro”, der skriver:
”Mona Juul, du skal hverken undskylde eller forklare dit skønne smil. Tak for din helt enestående indsats, Mona!”
STANDBY.dk har efterfølgende kontaktet erhvervsministeriets presseafdeling for at høre, om der er en særlig grund til ministerens dans. Kommer der et svar, opdateres artiklen.
Relaterede artikler:
Milliarder i nye hjælpepakker til turismeerhvervet