A&O Hostels åbnede sit første nordiske hostel i København i 2017, sidste år fulgte det andet, i Københavns Sydhavn. Arkivpressefoto fra A&O Nørrebro.

Bitcoin skal øge omsætningen på danske hostels

Tyske A&O Hostels, der regner sig som Europas største hostelkæde med 40 hostels i ni lande, heraf to i København, tilføjer bitcoins til rækken af betalingsmuligheder på kædens hjemmeside.

A&O Hostels vil acceptere den virtuelle valuta bitcoin som betalingsmiddel. Betalingsløsningen skal sikre gæsterne fleksibilitet og give kæden ekstra omsætning. Det oplyser A&O Hostels i en pressemeddelelse.

”Det er stadig kun få hoteller i Danmark og i København, hvor hotelkoncentrationen er størst, som tager imod kryptovaluta på deres hjemmeside. Ønsker hotelgæster herhjemme at betale med bitcoin, ethereum eller tilsvarende, så skal de i hovedreglen forbi en særskilt hjemmeside for kryptorejser. Det vil A&O Hostels nu ændre på,” hedder det blandt andet i pressemeddelelsen.

Det betyder, at gæster på alle kædens hostels, inklusive de to danske på henholdsvis Nørrebro og i Københavns sydhavn, fremover kan betale ved hjælp af bitcoin.

Kasper Rønnow, administrerende direktør for A&O Hostels i Danmark, siger i pressemeddelelsen: ”Uanset om vores kunder vil på storbyferie i Berlin, Budapest eller København, så skal det være nemmere at finde den rette betalingsløsning, og derfor tilføjer vi nu bitcoins. Her ligger et interessant mérmarked, vi vil ind på.”

Hostelkæden har ikke i øjeblikket ”noget konkret estimat på, hvor meget bitcoins vil øge omsætningen.”

Flere vil betale med bitcoin
Kasper Rønnow tilføjer, at analyser af forbrugeradfærd peger på, at digitale betalingsløsninger vil blive markant mere fremtrædende i de kommende år.

”Samtidig vinder kryptovalutaer som betalingsmulighed an hos stadig flere rejsearrangører, og i de kommende år vil flere betale for deres hotelophold på denne måde. For bitcoinejere vil A&O måske være lige lidt mere attraktive end vores konkurrenter, og det billede vil vi gerne være en del af,” siger han.

A&O Hostels åbnede sit første nordiske hostel i Danmark i 2017 på Nørrebro i København. Her er 270 værelser og cirka 60.000 overnatninger om året, under normale rejseår. Sidste år åbnede A&O sit andet hostel i Danmark, i Københavns sydhavnskvarter. Dette hostel har 802 sengepladser på 219 værelser.

Kasper Rønnov sagde i den forbindelse til STANDBY.DK: ”Hostels er kommet for at blive, også i en tid hvor mange nye hoteller skyder op i København. Vi tiltrækker en ny type gæster til København, der bruger byen på en anden måde.”

A&O Hostels’ kernemålgrupper er især skoleklasser og familier med børn. De bor på værelser med fra to til fire, seks og otte sovepladser.

Relaterede artikler:

”Skulle jeg forfølge min drøm, skulle det være nu”

Hotelkæde landede underskud på 39 millioner kroner

Nyt dansk hostel forventer 50.000 overnatninger

Hostel-kæde solgt for milliardbeløb