Siden flere fik adgang til kunstig intelligens, er antallet af svindelforsøg på Booking.com steget markant, ligesom disse også er blevet væsentligt mere overbevisende end tidligere.
I øjeblikket tales der meget om de nye muligheder, som den hastige udvikling inden for kunstig intelligens vil føre til for såvel rejsebranchen som resten af erhvervslivet og samfundet generelt, men det er værd at huske på, at der også er udfordringer ved den nye teknologi.
Det budskab blev understreget af Marnie Wilking, der er global sikkerhedsdirektør for Booking.com, da hun i sidste uge var en af oplægsholderne ved teknologikonferencen Collision Conference, der løb af stablen i Toronto.
Her fortalte Wilking, at antallet af svindelforsøg på Booking.com er steget med mellem 500 og 900 procent i de seneste 18 måneder. Selvom udviklingen ikke udelukkende kan tilskrives kunstig intelligens, oplevede man en markant stigning i kølvandet på, at ChatGPT blev lanceret.
Gør det sværere at identificere svindel
Det er særligt forsøg på phishing, som brugerne er udsat for. Det er en type IT-kriminalitet, hvor bagmændene forsøger at lokke deres ofre til at give dem forskellige fortrolige oplysninger, som de dernæst kan benytte til at svindle med.
Nok har phishing eksisteret i mange år, men ChatGPT har medvirket til, at teknologien kaldet generative artificial intelligence i en vis udstrækning er blevet allemandseje, og den har ført til et kvalitetsløft af svindlen. Det fortæller Marnie Wilking.
”Det er ingen hemmelighed, at phishing har fundet sted siden, at e-mail blev opfundet, men der er sket en stigning efter, at ChatGPT gik i luften, og det er helt tydeligt, at de kriminelle benytter kunstig intelligens til angreb, hvor de efterligner e-mails langt bedre, end de nogensinde har gjort før.”
Det skyldes blandt andet, at teknologien kan benyttes til at fremstille realistiske billeder af falske lejemål og oversætte tekst til forskellige sprog hurtigt, nemt og nøjagtigt, lyder det.
Rejsende bør gøres opmærksomme
På vegne af Booking.com anbefaler direktøren, at både hoteller og rejsende benytter sig af såkaldt to-faktor-godkendelse således, at man bekræfter sin identitet to gange, inden der eksempelvis foretages et login på platformen. Det er indtil videre det mest effektive våben mod svindlerne.
Teknologien er dog et tveægget sværd, da kunstig intelligens også benyttes af bookingplatformen selv i bestræbelserne på at luge ud i de falske hoteller, som forsøger at tage Booking.com-brugerne ved næsen og lokke fortrolige oplysninger ud af dem.
Jane Hawkes, der ofte forholder sig til forbrugerforhold i rejsebranchen i Storbritannien, fortæller til BBC, at rejsearrangører og andre i erhvervet i hendes optik burde strenge sig mere an for at gøre kunder opmærksomme på risikoen for at blive svindlet, når de booker rejser og indkvartering.
Relaterede artikler:
Anklager Booking.com for at hvidvaske penge