Airbnb. (Foto: Raysonho | Wikipedia.org | Creative Commons CC0 1.0 - Universal Public Domain Dedication´)

Kunstig intelligens skal sætte stopper for fester

I flere år har Airbnb været udfordret af lejere, som benytter platformen til at finde et sted at holde fest. Derfor skal et system fremover benytte kunstig intelligens til at holde øje med alle bookinger.

Airbnb ønsker ikke længere at være festens midtpunkt, og nu tager selskabet endnu et værktøj i brug for at undgå den rolle. Siden platformen gik i luften, har der været tilfælde, hvor brugere har benyttet de lejede boliger til at danne ramme om en festlig aften.

Det har været en udfordring, som kun voksede sig større under COVID-19-pandemien, da de periodevise nedlukninger af natklubber, festlokaler og barer førte til, at særligt unge i stedet benyttede platformen til at finde et sted at slå sig løs.

Udviklingen faldt ikke i god jord ved alle de udlejere, som benytter Airbnb, og derfor har platformen løbende iværksat en række tiltag, som skulle sætte en stopper for festerne.

Disse har blandt andet betydet, at personer under 25 år, der ikke havde fået gode tilbagemeldinger, er blevet underlagt restriktioner, når de har ønsket at foretage en booking, ligesom de brugere, som blev afsløret i at være festaber, fik frataget muligheden for at leje via platformen.

System holder hele tiden øje
Indsatsen ser ud til at have haft en effekt. For nyligt kunne Airbnb fortælle, at antallet af fester var faldet med 55 procent i perioden fra august 2020 til og med samme måned sidste år. Det er dog ikke gjort med det, da platformen ønsker at tallet skal mindskes yderligere.

Derfor har Airbnb udviklet et nyt system, hvor kunstig intelligens benyttes til at udpege og frasortere de personer, som kunne tænkes at være på udkig efter et festlokale snarere end blot et sted at overnatte. Det skriver BBC.

Systemet er designet således, at det allerede i løbet af booking-processen holder øje med personen, der ønsker at reservere. Det tager blandt andet højde for, hvor længe brugerens profil på Airbnb har eksisteret samt om den givne person ønsker at leje sig ind i en bolig, der ligger i den samme by, som de selv bor i.

Derudover begynder advarselslamperne også at blinke, hvis man blot ønsker en enkelt overnatning, ligesom systemet ligeledes er opmærksom på, om der er et tidsmæssigt sammenfald mellem den givne booking og eksempelvis nytårsaften eller andre anledninger, der sædvanligvis markeres med en fest.

Ventes løbende at blive bedre
Hvis systemet vurderer, at risikoen for, at en bruger er på udkig efter et sted at holde fest, er for stor, vil det enten blokere for den enkelte booking eller sende brugeren videre til hjemmesiden for et af de hoteller, som Airbnb samarbejder med.

Det er Naba Banerjee, der er chef for sikkerhed og tillid hos Airbnb, som har været spydspids i at udvikle systemet. Hun understreger, at det er meget vigtigt for platformen, at udlejerne kan stole på, deres bolig ikke bliver brugt til at holde vilde fester.

Hun fortæller desuden, at Airbnb kun forventer, at systemet blev skarpere til at udpege de potentielt problematiske brugere som tiden går i og med, at den kunstige intelligens er i stand til at lære af den samlede mængde data, som den gennemgår i forbindelse med bookingerne.


Relaterede artikler:

Ser indtil videre begrænset effekt af skærpede krav

New York skærper krav til Airbnb-udlejning

Airbnb får første overskud i kvartalet nogensinde