Brasilien på vej med hotelboom

2019/08/defaultmain.jpgHOTELLER: Over 200 hoteller er under opførelse, og hvis det danske fodbold landshold alligevel skulle kvalificere sig, bliver der nok at vælge imellem. Alt skal stå klar til VM i 2014 og den næste bølge til OL i 2016.

200 hoteller er ved at blive opført i Brasilien og står færdige i år og begyndelsen af næste år. Yderlige 170 er planlagt inden for de kommende tre år. Selv om der er tale om en række internationale hotelkæder, som er ved, eller allerede har skrevet kontrakt om driften, bliver priserne holdt nede på et rimeligt niveau.

”Vi vil ikke gøre de samme fejl, som andre VM og OL-byer har begået ved blot at skrue priserne op,” siger en talsmand fra turistindustrien. Det store antal værelser vil blive udbudt til en pris på ca. 500 til 700 kr. pr. døgn.

”Vi får den globale projektør på Brasilien i både 2014 med VM og 2016 med OL, og det bygger vi på med sigte på middelklassen, sådan er vi i Brasilien,” siger Ricardo Suarez fra Starwoods management team.

Marriott har fem hoteller under opførelse. I Belo Horizonte, Brasiliens femtestørste by, har Lodging Econometrics 20 hoteller projekteret, som vil give den populære ferieby 4.100 flere værelser i løbet af ganske kort tid.

Samtidig siger en repræsentant for hotelkæderne, at man roligt kan regne med højere kvalitet med service og mad i forhold til, hvad amerikanske hotelkæder byder på i Kina og Dubai.

Hermed er der dækket op til Danmark-Bulgarien i morgen. En sejr mere og vi er på vej. Også med tilskuerne.