”Det har været en rigtig dårlig sommer – Københavns Lufthavn er kommet med i klubben af dårlige lufthavne. Det har været frustrerende,” sagde adm. direktør for Københavns Lufthavn, Niels Boserup, i et langt interview søndag aften på TV 2 Lorry.
Han medgav, at han ”skulle have lyttet” da personalet tidligere i år advarede om, at der ville være for få ansatte i luftavnens sikkerhedskontrol til højsæsonen.
”Vi er endnu ikke tilbage på vores målsætning om, at 95 % af passagererne skal vente under fem minutter på at komme gennem sikkerhedskontrollen,” sagde han.
Niels Boserup forventer, at det bliver bedre næste sommer. Der tager lufthavnen en ny fælles sikkerhedskontrol i brug – og vil arbejde for at flyselskaberne tilslutter sig lufthavnens egne check-in automater, så denne proces går hurtigere.
TV 2 Lorry viste også klippet fra sidste måned, hvor en frustreret Boserup med flad hånd slog en journalist fra TV-Avisen på armen, da han konfronterede ham med sit brev til rejsearrangørerne om, at sikkerhedspersonalet i lufthavnen ”var ved at segne.”
Boserup fortalte i Lorry, at lufthavnen, der forventer et overskud på en milliard kroner i år, nu vil flotte sig, og invitere sine egne medarbejdere med familie i Tivoli.
Til spørgsmålet om lufthavnens nye ejere, den australske investeringsfond Macuaire sagde Niels Boserup i interviewet: ”Jeg havde helt personligt hellere set, at lufthavnen fortsat var ejet af de mange aktionærer.”
Københavns Lufthavn er målt på udenrigspassagerer 14. størst i Europa, viser tal fra Airports Council. Med 20 mio. passagerer sidste år – tallet stiger cirka en million om året – er København foran Stockholm Arlanda med ca. 17 millioner og Oslo med 16 millioner passagerer. Cirka halvdelen af Arlandas passagerer er svensk indenrigs.
HB
Tagget med: Arlanda Københavns Lufthavn Tivoli

STANDBY.DK Nyt om rejser

