First Camp har blandt andet købt tyske Harz Camp Goslar ved den historiske by Goslar, der er på UNESCOs verdensarvsliste. PR-foto: First Camp.

Camping-koncern fortsætter opkøb

Svenske First Camp Group fortsætter opkøb i Tyskland, hvor man nu har anskaffet sig yderlige to campingpladser. First har nu 91 sites i Sverige, Danmark, Norge, Finland, Tyskland og Schweiz.

First Camp Group, der kalder sig den førende camping- og resortkoncern i Nordeuropa, fortsætter sin ekspansion.

Nu har man købt campingpladserne Camping Birkensee nær Hannover og Harz Camp Goslar i den tyske delstat Niedersachsen, der også tæller blandt andet Harzen.

De to opkøb udgør et vigtigt skridt i First Camps ambition om at opbygge en førende position i DACH-regionen (Tyskland, Schweiz og Østrig), der kaldes ”Europas største og mest ukonsoliderede campingmarked.”

Harz Camp Goslar ligger ved den historiske by Goslar, der er på UNESCOs verdensarvsliste.

Johan Söör, koncernchef for First Camp Group siger i pressemeddelelsen: ”Vi overtog vores første destination i Tyskland i sommeren 2025. Med de nye opkøb driver vi nu syv sites i Tyskland og fem i Schweiz.”

91 sites i seks lande
Efter disse tilføjelser med de to nye enheder i Tyskland, driver First Camp Group nu 90 destinationer i Sverige, Danmark, Norge, Finland, Tyskland og Schweiz, hvilket styrker koncernens position som en af Europas førende aktører inden for camping og resorts, oplyses det.

First Camp Group har varemærkerne First Camp, Leksand Resort, Jesperhus (i Danmark), Apukka Resort, Kronocamping Lidköping Kronocamping, Via Claudia, Camp Ripan, Camping Lodge samt Azur Camping.

Samlet tilbyder destinationerne over 20.000 pladser til campingvogn og autocamper samt mere end 3.500 hytter.

Siden 2017 har First Camp Group opkøbt mere end 70 destinationer.

I Danmark ejer First Camp foreløbig 14 destinationer, primært campingpladser i Jylland. Hertil kommer den kendte Jesperhus Feriepark på limfjordsøen Mors.

 

Relaterede artikler:

Campingkæmpe køber arktisk destination

FDM Travel: Vil øge autocamper-udlejning i udlandet

Advarer: Politiet holder øje med store autocampere