Nye EU-regler og håndhævelsen heraf har ført til, at organisation nu kommer med en opfordring til danske campister, der har planer om at bevæge sig ud på de tyske veje i løbet af i år.
Politiet i Tyskland er tilsyneladende ekstra opmærksomme i disse dage. Derfor bør danskere, der har planer om en kør-selv-ferie i store autocampere både med og uden trailer, have orden i penalhuset, hvis de skal syd for grænsen. Sådan lyder det nu fra Dansk Autocamper Forening.
Årsagen til, at færdselsbetjentene er sådan på tæerne, skyldes en afgørelse fra EU-Domstolen, der har slået fast, at køretøjer, som vejer mere end 7,5 ton, er underlagt køre- og hviletidsreglerne, hvis de transporterer gods. Det gælder også ved privat brug.
Hvis det givne køretøj derimod er mellem 3,5 ton og 7,5 ton tungt træder reglerne som udgangspunkt kun i kraft ved erhvervsmæssig brug. Begge dele omfatter dog også autocampere.
Vil se dokumentation
Martin Eriksen, der er leder af medlemsservice hos Dansk Autocamper Forening, forklarer, at organisationen er blevet kontaktet af flere medlemmer, der er blevet viftet ind til siden til et kontrolstop i Tyskland.
“Vi ser et klart mønster, hvor tysk politi fokuserer på store autocampere. Især dem over 3,5 ton. Politiet kontrollerer ikke kun køretøjets vægt og førerens kørekort, men også dokumentationen, der skal bevise, om køretøjet bruges privat eller erhvervsmæssigt.”
Selvom reglerne er fastsat af EU, kan der være forskel på, hvordan medlemslandene vælger at håndhæve dem. Det gælder eksempelvis i netop Tyskland, hvor myndighederne benytter en praksis, der går ud på, at føreren kan blive fritaget for reglerne, hvis dokumentationen er i orden.
“EU’s regler er tydelige, men i praksis ser vi, at tysk politi kræver beviser for, at køretøjet bruges privat. Manglende dokumentation kan føre til bøder eller yderligere undersøgelser.”
Bør have styr på reglerne
Organisationen opfordrer autocampister med en større vogn til altid at medbringe dokumentation for ejerskab og rejseformål samt sikre sig, at takografen og førerkortet er på plads, såfremt køretøjet også benyttes til erhvervsmæssige formål.
Derudover bør man søge rådgivning hos relevante myndigheder, hvis der opstår tvivl om reglerne, lyder det.
“Vi anbefaler, at alle ejere af autocampere altid har deres papirer i orden. For større autocampere, der bruges til grænsetilfælde som udlejning eller kombineret privat og erhvervsmæssig brug, er det endnu vigtigere at have styr på reglerne,” siger Martin Eriksen.
Relaterede artikler:
Vil sælge populær autocamperplads på Rømø