Pasbetjente fra USA’s Customs and Border Protection, CBP, og Canada Border Services Agency, CBSA. Wikipediafoto: Donna Burton.

Canada overvejer at droppe krav om coronatest

Canada kan være på vej til at skippe krav om, at fuldt vaccinerede rejsende til Canada skal have en negativ PCR-test senest tre dage før afgang. Rejsebranchen presser USA for at følge efter.

Den canadiske regering kommer måske allerede i denne uge med en lempelse af indrejsebetingelserne. Kommer ændringen, som det forudsiges af flere canadiske medier, vil det gøre det nemmere for fuldt vaccinerede at rejse til Canada.

Canadas svar på Danmarks Radio, Canadian Broadcast Corporation, citerer højtstående canadiske kilder for informationen om den kommende ændring af indrejsereglerne.

Flyselskaber, rejsebureauer, hoteller og andre fra rejsebranchen trykker også på USA’s myndigheder for at indføre lignende procedurer, for at gøre indrejse til USA nemmere.

I dag kræver Canada, og USA, at fuldt vaccinerede indrejsende får foretaget en negativ PCR Covid-19 test senest tre dage før afgang til Canada og USA.

Baggrunden for den mulige kommende regelændring er, at stadig flere lande frafalder kravet om en negativ test som følge af, at omikronvarianten er meget udbredt. Der er allerede indført dette regelkrav for rejser indenfor EU-landene.

Canada: Vi er forbi det værste
Ved en pressebriefing i fredags sagde den canadiske sundhedsminister, Jean-Yves Duclos, at Canada er forbi det værste i forbindelse med coronakrisen. Derfor vil den canadiske regering fortsætte med at lempe restriktionerne, og meldingerne om dette vil komme næste uge (altså i denne uge.)

I starten af sidste uge skrev Air Canada og WestJet airlines samt Toronto Pearson International Airport, landets største lufthavn, et åbent brev til de canadiske sundhedsmyndigheder. Her bad de om at få løftet indrejsekravene til Canada for fuldt vaccinerede rejsende.

Sidste måned skrev den amerikanske lobbygruppe Airlines for America, med blandt andet American Airlines, Delta Air Lines, Southwest og United Airlines, til USA’s regering. I henvendelsen hed det, at de støttede øvrige dele af den amerikanske rejsebranche i at ønsket om at afskaffe testkrav for fuldt vaccinerede flypassagerer.

Relaterede artikler:

Brancheworkshop sætter fokus på rejser til USA

Så er flyene med færdigvaccinerede på vej til USA

Canada genåbner for færdigvaccinerede turister