CAU søger øget styrke gennem LO

SAS-kabine[1]SAS kabinepersonale ønsker bedre at kunne modstå presset fra SAS-ledelsen ved fremtidige forhandlinger og melder derfor fagforeningen CAU ind i LO.

LO organiserer allerede titusindvis af ansatte i dansk luftfart – herunder 3F’ere og HK’ere i Københavns Lufthavn. Ifølge DR Nyheder har CAU i månedsvis forhandlet med Flyvebranchens Personaleunion (FPU), der er med i LO, om en fusion. FPU organiserer både flyveledere samt stewardesser og piloter fra stort set alle andre danske flyselskaber som Air Greenland, Primera Air, og Thomas Cook Scandinavia.

De sidste brikker skal forhandles på plads i den kommende weekend, hvorefter medlemmerne skal stemme om fusionen.

”Det er en udbredt opfattelse blandt CAUs medlemmer, at man blev kørt totalt over af SAS-ledelsen under efterårets sparerunde. Det vil man ikke opleve igen”, siger en kilde tæt på forhandlingerne til dr.dk.

”Frygten er, at SAS tager endnu en kæmpebid fra kabinepersonalet ved forårets overenskomstforhandlinger, hvis der ikke sker noget nu”.

CAU er i dag en del af hovedorganisationen FTF sammen med blandt andre sygeplejersker, pædagoger og skolelærere.

Næstformand i LO, Lizette Risgaard, vil ikke kommentere de konkrete forhandlinger, men byder CAU velkommen, hvis medlemmerne stemmer ja.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker, professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet, giver det god mening for kabinepersonalet i SAS at forlade FTF og gå ind i LO.