Sun-Air også til Prag

Billund-baserede Sun-Air åbner 23. maj mellem Billund og Prag. Det bliver Sun-Airs tredje nye rute i år, tidligere på måneden begyndte det propeldrevne selskab at flyve fra Billund til hhv. Helsinki og Birmingham.



Sun-Airs ejer, luftkaptajn Niels Sundberg: ”Flere danske virksomheder, bl.a. Lego, B & O, Rockwool og Danfoss, har åbnet datterselskaber eller startet produktion i Tjekkiet. Det har været en stærkt medvirkende årsag til, at vi nu begynder at flyve til Prag.”



Underdirektør Kristian Tvergaard tilføjer: ”Dette er et led i flere direkte ruter ud af Jylland.”



Flyvetiden til Prag med selskabets nye Dornier 328-fly er 100 minutter – Sun-Air skulle have haft otte af disse elegante fly, men fik et godt tilbud og har inden årets udgang et dusin.



Som supplement til den nye Prag-rute har Sun-Airs samarbejdspartner, SN Brussels Airlines, daglige forbindelser fra Prag til Billund via Bruxelles.



Apropos Bruxelles, 29. august letter Sun-Airs fjerde nye rute i år: Århus – Bruxelles med to returflyvninger på hverdage.



Sun-Air vil – som på sin rute fra Billund til Bruxelles – samarbejde med SN Brussels Airlines fra Århus til den belgiske hovedstad. Herfra har SN Brussels forbindelse til over 60 destinationer i bl.a. Europa og Afrika.



Ud af Billund betjener Sun-Air i forvejen Oslo, Helsinki, Bruxelles, Manchester, Birmingham, Düsseldorf, Edinburgh og Gøteborg.

Skrevet af