Firkløveret der udgør en stor del af LittleBigHelp’s årlige indsamlingsgalla. Fra venstre koncernchef hos BC (Bella Center) Hospitality Group, Allan Agerholm, konferencier Jes Dorph-Petersen, Lisbeth Johansen og auktionarius Kasper Nielsen. Foto: Michael Stub.

Rejsebranchen med til at sætte indsamlingsrekord

Der kom 2,4 millioner kroner i indsamlingskassen ved lørdagens auktionsgalla hos LittleBigHelp på Hotel Crowne Plaza – én ud af ti indsamlede kroner kom via den danske rejsebranche.

De over 2,4 millioner kroner var mere end 200.000 kroner over LittleBigHelps rekord fra sidste år. De indsamlede penge fra den årlige galla går ubeskåret til organisationens projekter i den indiske millionby Kolkata. Her hjælper LittleBigHelp via 22 projekter i slummen i Kolkata over 900 udsatte børn og voksne på bunden af det indiske samfund.

Bag LittleBigHelp står Lisbeth Johansen, tidligere salgschef for det daværende Hilton Copenhagen Airport og nogle Radisson-hoteller i London. Hun driver med sit team de mange projekter i Kolkata.

I lørdags var det 10. gang LittleBigHelp holdt sin årlige velgørenhedsgalla – i år med 400 deltagere i det udsolgte ballroom på Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers, en del af BC (Bella Center) Hospitality Group.

Siden 2015 har BCHG været hovedsponsor for LittleBigHelp-gallaen, der de seneste fire år har været holdt på Copenhagen Marriott Hotel, men blev i år var rykket til det større Hotel Crowne Plaza.

Masser af bidrag fra rejsebranchen
Cirka ti procent af de indsamlede 2,4 millioner kroner under lørdagens galla kom via flotte bidrag fra den danske rejsebranche.

Gallaen har to auktioner – en såkaldt silent auction, mens de dyreste donationer får hammerslag på en rigtig auktion i ballroomet under ledelse af salgsdirektør Kasper Nielsen fra auktionshuset Bruun Rasmussen.

Aftenens største hammerslag – og det største i LittleBigHelps historie – blev et maleri af kunstneren og tegneren Kurt Westergaard, der gennem årene har skænket mange donationer til det gode formål. Det fik hammerslag ved 120.000 kroner – mens en anden donation fra Kurt Westergaard, en tegning, blev solgt for 75.000 kroner.

Auktionen indeholdt masser af donationer fra ikke kun rejsebranchen, men også møbler, smykker og tøj samt meget andet.

Fra rejsebranchen kom i år disse bidrag i form af gavekort fra disse danske hoteller, typisk i form af ophold: to gavekort fra Guldsmeden Hotel Manon Les Suites, hammerslag ved 8.000 og 1.200 kroner, Scandic Falkoner (7.000 kroner), Hotel Kong Arthur (3.500 kroner), Kurhotel Skodsborg (11.000 kroner), Hotel Amerika i Hobro (4.000 og 1.800 kroner), Marriott Copenhagen Royal Suite (overnatning for to og middag i suiten for seks: 26.000 kroner), Scandic Aarhus (6.900 kroner) Radisson Collection Royal Copenhagen (3.700 kroner), Zleep Hotels (2.000 kroner), Hotel Koldingfjord (3.500 kroner), Skovshoved Hotel (3.250 kroner), Small Danish Hotels (1.800 kroner), Sinatur Storebælt (1.100 kroner) og Scandic Kødbyen (hammerslag ved 4.500 kroner)

Fra udenlandske hoteller var der også donationer i form af gavekort: Grand Hotel Scandic Oslo (14.000 kroner), May Fair Hotel London (11.000 kroner), Hyatt Regency Kolkata (10.000 kroner), Castell Son Claret Mallorca (17.000 kroner), Blue Orchid Hotel London (12.000 kroner), Scandic Haymarket Stockholm (6.300 kroner) og Scandic Park, Stockholm (hammerslag ved 2.050 kroner)

Udover hotellerne var der gavekort fra Turkish Airlines, to billetter til Bali, hammerslag 16.000 kroner, Alsik Hotel i Sønderborg samt flybilletter til og fra København med Alsie Express (5.500 kroner), Wallmans i Cirkusbygningen (1.500 kroner), Nordic Seaplanes tur/retur Aahus (6.550 kroner), Sun-Air/British Airways (3.000 kroner), Kanalrundfart i København med Strömma (5.000 kroner) og DFDS Cruise Gavekort, København-Oslo (hammerslag ved 6.500 kroner)

Alle medvirkede gratis
Gæsterne havde i år købt de 400 billetter til priser fra mellem 1.500 og 3.350 kroner. For de mange penge fik de aften med masser af musisk underholdning fra blandt Rasmus Walter, aftenens konferencier der igen i år var Jes Dorph-Petersen. Alle medvirker gratis – ligesom al mad og drikke under den store galla er doneret.

Relaterede artikler:

Rejsebranchen hjælper igen gadebørn i Indien

Gadebørn fik atter hjælp fra rejsebranchen

”Alt for mange kører på frihjul”