Ved den 9. udgave af sin årlige Partnergalla satte Wallmans i Cirkusbygningen i aftes pris på en række partnere fra blandt andet incoming- og eventbureauer samt hoteller.
I aftes havde Wallmans i Cirkusbygningen i København for 9. år i træk Partnergalla med 600 deltagere fra omkring 100 indbudte samarbejdspartnere; her blev der traditionen tro uddelt priser i syv kategorier. Samtidig kunne deltagerne opleve Cirkusbygningens flotte nye dinnershow, Urban Nigths.
Cirkusbygningen vælger suverænt selv modtagerne af sine priser som en særlig hyldest til samarbejdspartnere, der har ydet særlig indsats.
Hovedvært var Marlene Sønderhaug, Head of Conference & Event i Cirkusbygningen. Hun uddelte sammen med afdelingsledere fra Cirkusbygningen de syv awards.
Første kategori var: Årets Hotel ved Wallmans Dinnershow. Alle tre nominerede var fra Arp-Hansen, Københavns største hotelgruppe. Og vinderen blev som de forrige år The Square på Rådhuspladsen.
“Prisen for årets hotel gives til det hotel, som i sidste sæson har booket flest gæster til Wallmans Cirkusbygningen. Som oftest er det hotelpakker der sælges, men mange hoteller er også dygtige til at sende Wallmans in house gæster på showdagen, og disse tæller selvfølgelig også med,” hed det blandt andet i motivationen.
De to øvrige nominerede hoteller var Tivoli Hotel & Congress Center samt Hotel Imperial.
Årets Bureau
Prisen Årets Bureau gives til det event- eller erhvervsrejsebureau, som i den forgangne sæson har haft flest gæster og grupper til Dinnershows. Her vandt Kuoni foran de tre andre nominerede: BDP, DMC og Nöjesrejsor.se
“Årets samarbejdspartner ved Wallmans Dinnershow”: “Wallmans har et stærkt samarbejde med flere fordelsklubber, foreninger og online portaler. Prisen gives til en partner, der i høj grad sørger for at synliggøre og sælge Wallmans,” hed det blandt andet i denne kategori.
Den blev vundet af LogBuy foran Forbrugsforeningen og LoPlus. LogBuy tilbyder store virksomheder personalerabatter. 320 danske virksomheder med i alt 550.000 ansatte er tilsluttet LogBuy.
Vandt atter “Customer Care Prisen”
Salgskoordinator på hotellet The Square, Dorthe Breum, løb nærmest traditionen tro med Customer Care-prisen.
”Det er en personlig pris der gives til en person, som både er en stærk sælger og ambassadør for vores brand, og som i den daglige kontakt med Wallmans Customer Care afdeling altid er professionel og velforberedt. Personalet i Customer Care har valgt vinderen,” hed det i motivationen, der blev overrakt af chefen for Customer Care i Cirkusbygningen, Michael Baun.
“Årets Arrangement i Cirkusbygningen”: Prisen gives til et bureau, der med nytænkende ideer og skarp projektstyring har formået at løfte arrangementet til et sådan niveau, at bureauet har skabt stor merværdi for både Cirkusbygningen, kunden og gæsten,” hed det.
Her vandt Famme Creative Consult for eventen Nordicbet Super Bowl Party – foran Kuoni Destination Management for CIRSE konferencemiddag og Crone & Co for EMS konferencemiddag.
“Årets samarbejdspartner i Cirkusbygningen”
“Prisen for årets samarbejdspartner gives til et bureau, der har skabt arrangementer i Cirkusbygningen med optimal udnyttelse af bygningens unikke rammer. Bureauets flotte og stilfulde arrangementer skaber værdi for kunden og dermed også positiv opmærksomhed for Cirkusbygningen,” blev det oplyst inden prisen blev overrakt til Crone & Co foran Kuoni Destination Management.
Pris til Tivoli
Tivoli, der i år fejrer 175 års jubilæum, og som bidrager til masser af gæster på de Københavnske hoteller og i blandt andet Cirkusbygningen, fik Puzzle prisen.
”Den gives til en person, virksomhed eller organisation, der agerer ud over det sædvanlige og tilfører branchen – og dermed også Cirkusbygningen – en betydelig værdi der ikke nødvendigvis kan måles,” hed det i motivationen.
Relaterede artikler:
Nemmere for partnere at booke i Cirkusbygningen