Danmarks fjerdestørste turistattraktion var sidste år tvangslukket i to måneder og fik få gæster fra udlandet. ”En midlertidig momsænkning ville hjælpe en presset branche,” siger Legolands direktør.
2020-regnskabet for Legoland Billund viser, at coronakrisen fik omsætningen til at styrtdykke fra 728 millioner kroner i 2019 til 261 millioner kroner sidste år. Det blev sidste år til et underskud på 29,5 millioner kroner mod et plus på 83,4 millioner kroner i 2019.
Underskuddet sidste år havde været omkring 45 millioner kroner større, havde det ikke været for de offentlige hjælpepakker til støtte for faste omkostninger og lønkompensation.
Omsætningen for Legoland Billund dækker udover selve forlystelsesparken også Legolands tre overnatningssteder, Hotel Legoland og Legoland Castle Hotel samt campingpladsen Legoland Holiday Village.
Til STANDBY.DK siger Christian Wollers, Legolands administrerende direktør de seneste syv år, at der sidste år var en omsætning i selve Legoland på 183 millioner kroner, resten kom fra hotellerne.
Tager weekenderne i november med
I år kører Legoland-sæsonen til den sidste weekend i november. Også for at få flere åbningsdage i forhold til sidste år, hvor Legoland var tvangslukket i april og maj samt lidt ind i juni som følge af coronarestriktionerne.
”Vi var sidste år tvangslukket fra april til begyndelsen af juni, vi var påvirket af de lukkede grænser, også fordi halvdelen af vores gæster i normale år kommer fra udlandet,” siger Christian Woller. Ligeledes var også Legoland sidste år ramt af forsamlingsforbud, særlige restriktioner for restauranter og kørende forlystelser.
Lige nu har Legoland omkring 1.000 sæsonansatte plus at der er cirka 200 fastansatte hele året.
Legoland er normalt den tredjestørste turistattraktion i Danmark med 1,7 millioner besøgende. Sidste år faldt tallet dog som følge af coronarestriktioner med 60 procent til lige over én million, viste VisitDenmarks nye attraktionsliste forleden. Kun Tivoli, Zoologisk Have i København og Dyrehavsbakken havde sidste år flere besøgende end Legoland, viste opgørelsen.
Christian Wollers største ønsker til, hvad det offentlige kunne gøre for at hjælpe Legoland og resten af det danske turismeerhverv er ”en midlertidig og målrettet momsnedsættelse, der ville hjælpe en meget presset turistbranche. Vi kunne også ønske nogle hurtigere beslutninger og mindre komplicerede regler omkring rejser over grænserne, for vi skal jo nok leve med coronaen i flere år,” siger han.
Hidtil dyreste forlystelse
I maj i år åbnede Legoland sin hidtil dyreste forlystelse, LEGO Movie World på 5.000 kvadratmeter og til en pris af over 100 millioner kroner. Den er Skandinaviens første med et såkaldt ”Flying Theater.”
Bag verdens Legolande står det britiske underholdningsimperium Merlin Entertainments, primært ejet af pengetanken Kirkbi, der kontrolleres af Lego-familien, Kirk Kristiansen. De to andre medejere af Merlin er den amerikanske kapitalfond Blackstone og den canadiske pensionskasse CPPIB.
Merlin Entertainments omkring 130 attraktioner med blandt andet 19 hoteller er i 25 lande verden over. Merlin-gruppen tæller blandt andet Madame Tussauds-voksmuseerne, det enorme parishjul The London Eye og kæmpeakvariekæden Sea Life.
Relaterede artikler:
Danske attraktioner mistede 11 millioner besøgende
Forlystelsespark forventer normalt besøgstal i år