De seneste år har afsløringen d’Angleterres juletænding, hvor også Den Kongelige Livgardes Musikkorps har spillet julen ind, op mod 30.000 på Kongens Nytorv. Foto for Hotel d’Angleterre: Krestine Havemann.

Coronakrisen aflyser københavnsk juletradition

De seneste år har afsløringen af Hotel d’Angleterres juletænding samlet op mod 30.000. Men det går ikke i disse tider, oplyser det femstjernede hotel, der netop har haft en mindre fyringsrunde.

Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv i København aflyser i år sin traditionelle lystænding på hotellets facade, der typisk samler et sted mellem 20.000 og 30.000 nysgerrige.

For mange københavnere og byens gæster starter julen, når d’Angleterre i slutningen af november afslører sin storslåede julefacade. Men sådan bliver det desværre ikke i år, oplyser hotellet. I år aflyser det ikoniske hotel det store event grundet Covid19.

”Vi ser desværre ingen anden mulighed end at aflyse vores traditionelle lystænding i år. Vi har ventet lang tid med at træffe beslutningen, i håbet om at situationen ville ændre sig, men med de nuværende perspektiver, har vi ikke set en anden udvej,” siger hoteldirektør, Lucas Johansson og tilføjer:

”Det er med tungt hjerte, at vi må aflyse denne traditionsrige begivenhed, men i den nuværende situation ville det være uansvarligt at give anledning til at så mange mennesker samles. Det er en lang tradition, vi må desværre bryde i år, men forhåbentligt vil d’Angleterres julefacade stråle ud over Kongens Nytorv med fuld musik igen i 2021.”

Hotellets facade vil stadig blive pyntet op til jul, men det bliver ikke i den vanlige skala.

Lille fyringsrunde
Som alle andre hoteller mærker også d’Angleterre coronakrisen, derfor opsagde hotellet i mandags 14 ud af sine 240 medarbejdere. De fik dog også den besked, at hotellet håbet de kan blive genansat inden året er omme, hvis tingene ændrer sig til det bedre.

Hotellet, der har 92 værelser og suiter, har normalt mange udenlandske gæster, men har i de seneste måneder udelukkende haft danske gæster.

Relaterede artikler:

Stor fyringsrunde i Københavns største hotelgruppe

”Uanstændigt at Folketinget handler så sent”

Coronakrisen kunne have kostet kendt hotel livet