SAS aflyser hver fjerde afgang

Dagens SAS-aflysninger kommer til at berøre 4.400 passagerer.

Trods de to havarier med SAS-fly og et tidsubestemt flyveforbud for ulykkes-flyene går det ellers meget godt med at få afviklet passagerbefordringen. Flykunderne har fundet andre rejsemåder eller andre flyselskaber til at komme til og fra de berørte danske eller udenlandske destinationer, og SAS forsøger løbende at indkøbe flykapacitet udefra.

Hvad angår indenrigstrafikken, udgør aflysningerne ikke længere noget stort problem. Mellem Aalborg og København blev der torsdag kun aflyst en enkelt afgang i hver retning, og mellem Århus og København var trafikken næsten normal igen, idet SAS indsatte et af de større MD80 fly.

Hos Cimber Air, der har ruter til København fra bl.a. Aalborg, Billund og Karup, har man mærket en øget belægning på grund af SAS-aflysningerne de seneste dage.

”Næsten alle vores fly er fyldt op eller på den gode side af 90 pct. mod normalt 70 pct. Også i Billund og Karup ligger passagerantallet 10-15 pct. over normalt,” siger salgs- og marketingchef Bjarne Rasmussen.

Flere flypassagerer har valgt at tage bil, bus, færge eller tog fra provinsen til København, og DSB vælger i dag på tredje dag at indsætte ekstra togsæt på en del af lyntogene mellem Århus og København.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 14. september, 2007)

Skrevet af