Svensk charterstrejke berører ikke Danmark

De svenske kabinemedarbejderes faglige organisation, HTF, har varslet strejke fra den 5. juli, hvis ikke parterne når til enighed inden. Men i charterflyselskabets hovedsæde i Dragør afvises det, at strejken kan få nogen betydning for den danske eller norske chartertrafik. ”Vi har nationale overenskomster, så vores danske chartergæster kommer ikke til at mærke noget til en eventuel strejke”, siger selskabets informationschef, Torben Andersen.

De svenske kabineansatte er utilfredse med bl.a. længden af deres weekender, de ønsker en højere løn og vil desuden have indført faste pauser på en halv time ad gangen.

Til den svenske avis Expressen siger MyTravel Airways’ direktør, Tom Clausen, at han foretrækker en dialog med de ansatte, frem for strejken. ”Vi har ikke været uvillige til at diskutere, men vi har gjort det klart, at de ønsker HTF fremsætter, indebærer en omkostningssforøgelse for os. Og vi vil gerne drøfte, hvordan den skal betales” siger Clausen. Han tilføjer, at svenske charterrejsende, efter hans opfattelse, ikke vil blive voldsomt berørt, hvis konflikten bliver en realitet. ”Der findes andre flyselskaber, som kan tage over i så fald. Men vi foretrækker en dialog, ingen af parterne tjener på en konflikt” slutter flyselskabets direktør.

Skrevet af