Fredagskommentaren af Ejvind Olesen

Hvor er min barndoms helte i mit favoritland blevet af? Hvor er Tarzan og John Wayne og McCloud, som kunne klare alle problemer med trusler fra vilde dyr, kvægtyve og bankrøvere? De er efterfulgt af en skræmt befolkning, som især efter 11. september er blevet bange for alt og alle. Og det er rejselivet dømt til at blive hæmmet af kommende sommer og i tiden fremover.



Når jeg siger det til mine amerikanske bekendte, eller amerikanere som jeg møder på et krydstogt, studser de og dømmer mig til at være en af de mange Bush-kritikere, som dukker op i større og større tal. Næste gang vi ses, stopper de op og siger: Måske har du ret, måske er vore krav om sikkerhed for os selv i vort eget land gået helt over gevind.

Det sidste kan der næppe være tvivl om. Hvis man skal beskytte Amerika ved at lukke Amerika inde, hvad er der så at leve for, hvis man er amerikaner? Og vi andre, der sandt for dyden ikke har været indblandet i nogen form for terrorisme mod USA, får flere og flere krav fra skræmte amerikanere.



Nu har EU sagt ja til amerikanske krav om særdeles personlige oplysninger om alle landets gæster, sendt til USA fra flyselskaberne. Nu er det ikke længere nok at oplyse, om man engang har været kommunist. De amerikanske krav går også på, hvilken religion man tilhører – måske også om man tror på Gud eller Allah – eller Bush. EU har vistnok fået den med religionen fjernet, men overhovedet at stille det op som et spørgsmål for landets gæster, er meget langt ude.



Det er også amerikanerne, der har forlangt, at vore havne nu skal mere eller mindre spærres af for offentligheden, hvis vi vil have amerikanske fartøjer, inklusive krydstogtsskibe, liggende. Det er et amerikansk krav, at der stilles ekstra sikkerhedskrav til europæiske lufthavne. Det er amerikanerne, som forlanger visse regler opfyldt for at give europæiske fly lov til at lande i USA.

Det er også Bush-regeringen, som har krævet ekstra sikkerhedsforanstaltninger i amerikanske lufthavne her i sommer, som allerede nu kan betyde op til en times ventetid, hård disciplin, af med sko og bælter, find dig i at blive krydsforhørt to og tre gange, især hvis du rejser på enkeltbillet, og Gud nåde og trøste dig, hvis du kommer med kritiske bemærkninger i den anledning.



Men et er at kræve det i dit eget land, noget andet at kræve samme procedure gennemført hos andre, i Europa, hvis vi skal på besøg. Netop nu boomer passagertallet til USA, og intet flyselskab med respekt for sine egne ansatte og selskabets økonomi tør protestere. Flere har gjort det, heriblandt SAS, men nu ser det ud til, at EU lukker munden på dem, og de skal følge kravene.



Hvis vi i Danmark ikke synes det er i orden, at Frihavnens veje spærres af, og vagtposter oprettes, fordi et krydsstogtskib anløber, så bliver de bare væk. Hvis en fotograf eller en journalist fra Danmarks Radio ikke har anmeldt sin ankomst en uge i forvejen, og sendt sine data og pasnummer, så kommer han eller hun ikke om bord. Selv om kaptajnen gerne ville, han tør ikke, for hans hjemmebase i Los Angeles eller Miami gør ham ansvarlig. Og han risikerer at miste sin gode stilling.



I Spanien har man ikke gjort jernbanestationer til fæstninger. For man ved, at livet må gå videre. I Israel har man ikke indhegnet Jerusalem eller Tel Aviv, selv om der kunne være god grund til det. Men det internationale rejseliv er truet takket være amerikanske rejsekrav, som i stedet for at aftage, bliver skrappere og skrappere. Hvor mon vi ender? Kom tilbage Tarzan og John Wayne og genopret mig eventyrland, som jeg har besøgt 55 gange.

Skrevet af