Delta Air Lines advarer om mulig konkurs

USA’s tredjestørste flyselskab, Delta Air Lines, har udsendt et varsel om, at selskabet risikerer at gå fallit senere i år. Årsagen er bl.a. de stigende oliepriser. Delta havde budgetteret med en oliepris på ca. 40 dollar pr. tønde i år og 35 dollar næste år, men en tønde råolie koster i øjeblikket 54 dollar.
En anden mulig årsag til en eventuel konkurs er en fornyet priskrig, som i øvrigt er blevet anført af Delta selv.
Også British Airways har advaret om, at de højere oliepriser alene i år vil øge selskabets brændstofudgifter med 300 mio. pund. Generelt har de europæiske flyselskaber, herunder SAS, en fordel sammenlignet med de amerikanske selskaber, fordi stigningerne i brændstofpriserne delvist opvejes af svækkelsen af dollaren, idet oliepriserne opgøres i dollar.
Den internationale flyorganisation, IATA, peger på, at flyselskaberne på globalt plan kun lige netop kan sikre et nul på bundlinien med en oliepris på 35 dollar pr. tønde.
(Børsen, 14/3)

Skrevet af