Kolleger fra familiemedlemmerne Spies, der vandt sin kategori, og Sunclass Airlines, der landede på andenpladsen i sin, ved Danish Travel Awards, fejrer det flotte resultat på scenen i Cirkusbygningen. Foto: Michael Stub.

Danish Travel Awards-vindere fejrede førstepladser

Flere af årets DTA-vindere markerede deres førstepladser med pressemeddelelser. ”Det er helt fantastisk at vinde DTA, især fordi det er forbrugerne, der er blevet spurgt,” siger én af vinderne.

Travelmedia Nordic – med Check-in.dk, Standby.dk og Turisme24.dk – havde igen i onsdags arrangeret Danish Travel Awards. Over 500 branchefolk fra alle dele af den danske branche var på plads i Cirkusbygningen.

Forbrugerinterviews med 3.000 danskere fra Epinions-forbrugerpanel – fordelt efter alder, køn, bopæl og så videre – dannede baggrund for vinderne i de 24 kategorier. Alle kandidater i de forskellige kategorier, kan ses via dette link, her står der også, hvorfor kandidaterne er på listerne, Epinions-forbrugerpanel blev spurgt til.

Hovedparten af Danish Travel Awards-vinderne fejrede deres førstepladser med opslag på sociale medier eller information til for eksempel deres lokale medie.

Men en række prismodtagere af Danish Travel Awards sørgede for, at nyheden om deres førstepladser kom bredt ud – ved at sende pressemeddelelser.

Her et sammendrag af de pressemeddelelser blandt andet Standby.dk modtog.

Norwegian: ”Vi er meget glade for og stolte”
Danskerne har peget på Norwegian som ”Bedste Lavprisflyselskab” ved Danish Travel Awards. Prisen er den største og mest prestigefyldte af sin slags i Danmark, skriver Norwegian i sin pressemeddelelse.

I den siger Christoffer Sundby, EVP for Salg, Marketing og Kundeservice i Norwegian, blandt andet:

”Vi er meget glade for og stolte over at have vundet prisen som ’Bedste Lavprisflyselskab’ i Danmark. Sejren kan tilskrives alle mine kolleger, der hver dag arbejder hårdt for at give den bedste service til vores kunder. Det er deres professionalisme, dedikation og gode humør, som ligger til grund for denne anerkendelse.”

Norwegian vandt ”Bedste lavprisselskab” foran Pegasus Airlines fra Tyrkiet og Vueling fra Spanien.

Udover at vinde kategorien for Bedste lavprisselskab kom Norwegian på en tredjeplads i kategorien ”Bedste danske indenrigsflyselskab,” noterer flyselskaber og tilføjer, at man sidste år vandt prisen som ’Bedste Europæiske Ruteflyselskab’ ved Danish Travel Awards, noterer Norwegian.

Emirates: Vandt foran 19 andre kandidater
Emirates modtog ved Danish Travel Awards prisen som Bedste Interkontinentale Ruteflyselskab foran KLM og Qatar Airways, skriver flyselskabet i sin pressemeddelelse.

Landechef for Emirates i Danmark, Morten Balk, er begejstret og siger i pressemeddelelsen: “Branchen har haft nogle tunge år, men nu lysner det heldigvis. Hos Emirates har vi i høj grad brugt perioden til at sætte strategisk ind med nye, innovative kunderettede produkter.

Lige nu investerer vi rekord meget i at nyindrette 120 Airbus A380’er og Boeing B777’ere, og 2023 er også året, hvor vi for alvor breder vores bud på Premium Economy ud til stadig flere ruter. Vi er glade for, at vores kunder bemærker vores indsats og belønner den. Vi lover at fortsætte med at investere i fremtidens kundeoplevelse,” siger Morten Balk.

Aalborg Lufthavn deler førstepladsen med samarbejdspartnere, herunder fly- og rejseselskaber
Onsdag aften blev Aalborg Lufthavn for tredje gang i træk kåret som Bedste Lufthavn i Danmark ved Danish Travel Awards 2023 foran Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn, noterer Limfjordslufthavnen i sin pressemeddelelse.

”Aalborg Lufthavn kunne dermed forsvare titlen som Bedste Lufthavn i Danmark, da Danish Travel Awards for 26. gang blev holdt i Cirkusbygningen. Aalborg Lufthavn har dermed hevet sejren hjem tre gange i træk, hvor de to tidligere gange var i 2019 og igen i 2022 efter to års pause under COVID-19,” skriver lufthavnen.

I pressemeddelelsen siger lufthavnens direktør, Niels Hemmingsen: ”Vi er beærede og stolte over kåringen som den Bedste Lufthavn i Danmark – og særligt fordi det er tredje gang i træk, at vi får en så stor anerkendelse fra vores rejsende.

Danish Travel Awards-prisen er et synligt bevis på vores medarbejderes fantastiske kundeservice, som er kendetegnet ved den personlige kontakt med vores mange gæster i lufthavnen. De bliver altid taget imod og sendt afsted med et smil på læben,” siger Niels Hemmingsen og tilføjer:

”Samtidig skal der lyde en stor tak til vores mange samarbejdspartnere, herunder fly- og rejseselskaberne, der også har en stor aktie i, at vi igen kan kalde os for Danmarks Bedste Lufthavn.”

Spies: Førstepladsen forpligter
Spies skriver i sin pressemeddelelse, at Danmarks største rejsearrangør, blev kåret som Danmarks bedste charterarrangør for andet år i træk. Spies blev stemt ind på en førsteplads foran Århus Charter og Bravo Tours, hedder det.

Og det var en meget glad administrerende direktør i Spies, Jan Vendelbo, der kunne træde op på scenen og modtage prisen foran mere end 500 branchekolleger.

Han siger: ”Danmarks foretrukne charterarrangør både i 2022 og i 2023. Det er helt fantastisk, især fordi det er forbrugerne, der er blevet spurgt”, lyder det fra Jan Vendelbo. Han har siden 2011 stået i spidsen for Danmarks største, og nu altså også for andet år i træk, Danmarks bedste charterselskab.

Jan Vendelbo vurderer i pressemeddelelsen, at Spies, ud over at levere de bedste ferieuger for 270.000 danskere om året, også er blevet belønnet for den tryghed og komfort, man gør alt for at give sine gæster. En tryghed, mange værdsætter, når de skal rejse ud i verden på ferie – især efter COVID-19 og i en på mange måder mere usikker verden.

Alene den forestående efterårsferie ser ud til at slå alle rekorder – således sender Spies over 10.000 gæster afsted i dagene op til uge 42 og har derfor også sat ekstra charterfly ind for at imødekomme den store efterspørgsel, oplyses det.

Jan Vendelbo understreger, at kåringen som bedste charterrejsearrangør på ingen måde får hans team til at hvile på laurbærrene: ”Den her pris er et kæmpe skulderklap og bekræfter os i, at vi gør det rigtig godt på hele kunderejsen. Men den forpligter også, og man kan være sikker på, at vi står endnu mere på tæer i dag, end vi gjorde i går”, siger han.

Glæde hos Thailands nationale turistråd
Thailand vandt kategorien ”Bedste Rejseland uden for Europa” ved årets Danish Travel Awards. I en pressemeddelelse siger Orn Doungchan, direktør for Tourism Authority of Thailands nordiske kontor i Stockholm:

”Jeg er meget beæret over at vi har modtaget denne Danish Travel Awards-pris. Det opfatter jeg også som en stor anerkendelse af TAT’s engagement med at præsentere Thailand som en foretrukken feriedestination for også danske turister.

På vegne af Tourism Authority of Thailand, takker jeg den danske befolkning for at holde Thailand tæt på deres rejsehjerter.”

 

Relaterede artikler:

Her er vinderne af Danish Travel Awards 2023

Det sagde vinderne af årets Danish Travel Awards

Epinion har fundet årets vindere af DTA 2023