Nu åbnes der for at turister fra Island plus fire norske regioner igen kan rejse til Danmark. Arkivpressefoto fra Friluftrådet.

Danmark åbner for hele Island og lidt af Norge

Indbyggere i Island og fire norske regioner bliver de første, der igen kan rejse til Danmark, når rejserestriktionerne ændres onsdag. Hvor danske turister kan rejse hen, oplyses først på onsdag.

På onsdag, den 21. april, begynder den gradvise genåbning for rejseaktiviteter ind og ud af Danmark. Størstedelen af verden farves dermed orange, oplyser Udenrigsministeriet. Fra på onsdag kan turister fra Island (hele landet) samt de norske regioner Nordland, Trøndelag, Troms og Finnmark rejse til Danmark uden at skulle i karantæne.

Hvor danskerne kan rejse hen, vil først blive offentliggjort i opdateringen på onsdag af de danske rejsevejledninger.

Ændringerne kommer efter et bredt flertal i Folketinget sidste uge blev enige om en aftale for den gradvise genåbning for rejser ind og ud af Danmark. Aftalen medfører blandt andet en regional model for rejserestriktioner, baseret på for eksempel smittesituationen, oplyser Udenrigsministeriet.

I genåbningsaftalens fase 1, der gælder fra onsdag i denne uge, baseres den danske model for rejserestriktioner for EU- og Schengenlande igen på smittesituationen. Hvis der er omfattende indrejserestriktioner for rejsende fra Danmark, har det fortsat betydning for farverne i rejsevejledningerne.

Ny sikkerhedsventil
Der indføres også en ny sikkerhedsventil, der skal sikre håndtering af bekymrende virusvarianter. Farverne i modellen for EU- og Schengenlandene opdateres ugentligt på baggrund af data om de seneste smittetal fra det europæiske center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme (ECDC) og Statens Serum Institut.

I Udenrigsministeriets rejsevejledninger indgår de enkelte landes indrejserestriktioner over for danske rejsende i vurderingen. Der foretages kun regional opdeling i de lande, der indrapporterer regionale data til ECDC.

Fra på onsdag, den 21. april, bliver der åbnet for indrejse fra disse lande og regioner i EU- og Schengenlandene: Island (hele landet) samt de norske regioner Nordland, Trøndelag, Troms og Finnmark, oplyser Udenrigsministeriet. Det vil være muligt at indrejse til Danmark fra Island og de fire norske regioner uden krav om anerkendelsesværdige formål ligesom de rejsende undtages fra isolationskravet.

Resultatet af nationale gennemgang af EU’s landeliste har medført, at der for de følgende tredjelande, lande udenfor EU- og Schengen-landene, åbnes for indrejse til Danmark fra på onsdag, oplyser UM: Australien, New Zealand, Singapore, Sydkorea og Thailand.

Alle Udenrigsministeriets rejsevejledninger for udrejse til landene fra Danmark er dog fortsat orange (alle ikke-nødvendige rejser frarådes), da de pågældende lande har betydelige indrejserestriktioner for danske rejsende.

Hele UM’s pressemeddelelse kan ses via dette link, klik her.

Relaterede artikler:

Danske grænser genåbnes i fire trin

Stadig udfordringer for rejsebranchen trods aftale

DRF: Genåbningsaftale med plusser og minusser