Med åbningen af de tre nye ambassader næste år vil Danmark have 71 verden over. Arkivfoto: Udenrigsministeriet.

Danmark åbner tre nye ambassader

Danmark får næste år nye ambassader i Bosnien-Hercegovina, Malaysia og Moldova. Totalt har Danmark ambassader, repræsentationer, generalkonsulater og handelskontorer i 94 lande.

Der kan fra næste år blive lidt mere hjælp for også danske rejsende, der kommer i problemer i udlandet. Danmark åbner nemlig tre nye ambassade – i Balkan-landet Bosnien-Hercegovina med Sarajevo som hovedstad, Malaysia, hvor Kuala Lumpur er hovedstad, samt østeuropæiske Moldova, hvis hovedstad er Chișinău, mellem Ukraine og Rumænien.

Samtidig oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse, at Danmark alligevel ikke lukker ambassaden i østafrikanske Tanzania.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen siger i pressemeddelelsen, at regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi sætter ambitiøse mål for Danmarks placering i verden. Det kræver et stærkt dansk diplomati.

”De nye ambassader skal give Danmark en stærkere tilstedeværelse i de østlige frontlinjestater, på Balkan og hos centrale globale partnere. Verden er blevet mere usikker og uforudsigelig, så vi har brug for at opbygge nye alliancer. Det kræver, at vi har danske diplomater på jorden flere steder i verden,” siger udenrigsministeren.

Danmark bliver formand for EU
Med en dansk ambassade i Moldova vil Danmark være diplomatisk til stede i alle frontlinjestater til Ukraine. Ambassaden i Bosnien-Hercegovina vil styrke dansk tilstedeværelse i Balkan og bidrage til at stabilisere landet og opbygge modstandsdygtighed over for indflydelse udefra samt understøtte de bosniske EU-tilnærmelser, hedder det i pressemeddelelsen.

Den henviser også til, at når Danmark varetager formandskabet for EU i andet halvår 2025, vil arbejdet med en udvidelse af EU været blandt de danske opgaver. De nye ambassader i Moldova og Bosnien-Hercegovina skal også ses i dette perspektiv.

I øvrigt oplyser Udenrigsministeriet, at antallet af danske repræsentationer netto er faldet med 27 fra år 2000 til sidste år. Repræsentationer er blandt andet ambassader, multilaterale repræsentationer, generalkonsulater og handelskontorer. I år 2000 havde udenrigstjenesten 121 repræsentationer; i 2022 er tallet faldet til 94. Det er især repræsentationer i Europa og Asien, der er lukket, oplyses det.

Udenrigsministeriet har ifølge sin hjemmeside cirka 1.350 medarbejdere, hvoraf omkring 850 arbejder i København, og cirka 500 er udsendt til de danske repræsentationer i udlandet. Danmark har 68 ambassader verden over – hertil kommer 16 generalkonsulater. I alt har Udenrigsministeriet udstationeringsmuligheder i mere end 80 lande.

 

Relaterede artikler:

Udenrigsministeriet forlænger aftale med Europæiske ERV

Udenrigsministeriet: Nye app-funktioner skal gavne danske turister

Borgerservice har ønske til vennerne i rejsebranchen