BAKSPEJLET: Det var noget af det bedste reklame i USA nogensinde, da turistchefen i New York, Axel Dessau, udtalte de bevingede ord i et indslag optaget ved Den Lille Havfrue. Det samme med andemor, der vraltede over gaden med sine ællinger. – Professionelle reklamefolk våndede sig – men det virkede. På Memory Lane med Danmarks Turistråd.
Af Ejvind Olesen
I en tid, da både budgetter og VisitDenmark synes dømt til en digitaliseret fremtid som erstatning for rutinerede turistfolk, er det fristende at tænke tilbage på, hvordan det var engang. Vurderet på mine egne oplevelser i udlandet.
Noget af det bedste i nærområdet var Nachbar Runde i Tyskland og Nabotræf i Norge og Sverige. Arrangementer, en fire- fem gange om året, hvor de vigtigste turoperatører og pressefolk blev inviteret hjem til turistchefen eller mødtes ude i byen, for at høre nyt om Danmark og turistmuligheder. Jeg har deltaget et par gange, som inviteret gæst hjemmefra.
Ingen af de andre turistrepræsentationer i byer som Oslo, Hamburg og Stockholm, kunne pleje den tradition som de danske turistchefer. Og i New York sad Axel Dessau nærmest som en lille konge, også overfor de andre meget større kolleger fra Irland, Tyskland og England. Han fik de rigtige forbindelser til Viktor Borge, redaktører på de største aviser, forfattere og de mest kendte TV-journalister. Hvad han fik skabt af gratis reklamer for dansk turisme, gør man sig ingen idé om. Da kan den ny digitale verden godt gå hjem og lægge sig.
Da han i en TV-optagelse stod ude ved Den lille Havfrue og citerede ”Danmark er et eventyrland” steg det amerikanske besøg den følgende sommer. Da jeg besøgte ham på hans imponerende store kontor med udsigt over Rockefeller Center, skulle man næsten tro, det var topchefen for et stort olieselskab. Var det dyrt? Ja. Kunne det betale sig? Ja.
På et tidspunkt i halvfjerdserne var der et pludseligt overskud på Finansloven da Anker Jørgensen var statsminister. Danmarks Turistråd blev spurgt, om de kunne bruge nogle ekstra millioner til at fremme turisme. ”Kom med forslag,” lød det (helt anderledes end i dag). Forslag om at oprette turistkontorer i Toronto og Sydney blev straks accepteret. Især Toronto var en god idé med 35.000 dansktalende i Ontario provinsen. I dag er de begge lukket igen, og udenlandske turistkontorer downgrades. Senest med nye fyringer på vej.
Når man nærmer sig København om bord på et krydstogtskib, er det imponerende, hvor meget de udenlandske passagerer glæder sig til at se København. Og igen og igen hører man ”Er Den lille Havfrue langt væk?”. Vi skal da opleve ”Wonderful Copenhagen”.
Alt sammen resultatet af årelang markedsføring på god gammeldags maner. Det kan godt være, at vi ikke synes Danmark er et eventyrland, men det synes vore gæster – også uden en video. Lad så bare en andefamilie vandre over gaden under politieskorte. Forleden kunne man oplevede det samme med svaner i Hørsholm. Succesen er hjemme. Banalt og romantisk og ikke en pind med moderne erhvervsliv at gøre. Næste skridt kunne være en vejrrapport om årets september vejr. Turistens veje er uransalige.