Niels Fennet på toppen af sin CabInn Village i Ørestad – her er i dag 519 hotellejligheder og 709 værelser. Omkring 2021 forventes komplekset udbygget med yderlige 800 og vil dermed i alt have 2.025 hotelværelser og hotellejligheder. Foto: CabInn.

Danmarks største hotel skal ikke have en direktør

CabInn Copenhagen, der i år åbner med 1.202 værelser skal hverken have en hoteldirektør eller hotelchef, siger CabInns ejer. Den danske kæde passerede sidste år en million overnatninger.

”Vi har ikke så megen direktørsyge her i firmaet. Der er en direktør – og det er mig.”

Det siger ejer af og administrerende direktør for CabInn-hotelkæden, Niels Fennet, til STANDBY.dk til spørgsmålet, om han ikke snart er klar med navnet på en direktør eller hotelchef til CabInn Copenhagen, der åbner til juli på Kalvebod Brygge overfor Tivoli Hotel & Congress Center og tæt på shopping centret Fisketorvet.

At der nu ikke skal være hverken en direktør, general manager eller hotelchef for CabInn Copenhagen er en ændring i forhold til hvad Niels Fennet i oktober sidste år sagde til STANDBY.dk – her var svaret, at der nok skulle komme en leder af hotellet: ”Det bliver en intern, fra vores egne række,” sagde Niels Fennet dengang. Han er i øvrigt en af Danmarks rigeste hotelejere med en formue på over 800 millioner kroner.

CabInn Copenhagen får efter seneste justering 1.202 værelser og bliver dermed Danmarks klart største. Det største er i dag AC Hotel Bella Sky Copenhagen ved Bella Center med 812 værelser.

CabInn Copenhagen åbner omkring halvdelen af sine værelser til juli – resten til formentlig oktober, siger Niels Fennet.

CabInns ejer siger, at det fortsat generelt går godt for hans hotelkæde, der foreløbig har ti hoteller med lidt over 3.100 værelser i Danmark – heraf fire i København. Når året er omme er der yderligere de 1.202 værelser på det kommende CabInn Copenhagen.

Flere CabInn-hoteller
”Jeg kunne godt forestille mig flere hoteller i København og mindst fem-seks mere i resten af Danmark. Vi er et kendt varemærke, det kan vi gøre brug af i byer, hvor vi i dag ikke har hotel. Vi får mange tilbud om nye hotelprojekter, men mange er dybt useriøse,” siger Niels Fennet.

CabInns ejer tilføjer, at nye hoteller først kommer efter han har åbnet CabInn Copenhagen og færdiggjort den store udbygning af CabInn Village i Ørestad, der skal have yderligere 800 hotelværelser og hotellejligheder.

Foreløbig består CabInn Village af 519 enheder i CabInn Apartments i Ørestad, mens naboen er hotellet CabInn Metro med 709 værelser. På samme adresse vil Niels Fennet opføre yderligere to tårne med 400 flere hotelværelser og andre 400 hotellejligheder. Niels Fennet forventer, at det projekt vil være klar omkring 2021.

Bliver byggeriet den ventede realitet kommer CabInn Village – med CabInn Apartments og CabInn Metro – dermed op på i alt 2.025 hotelværelser og hotellejligheder.

Over 1 million hotelgæster
Det går godt for CabInn, der sidste år for første gang havde over en million ”personværelsesdøgn,” som Niels Fennet kalder det.

”Vi gik pænt frem sidste år med en stigning på omkring ti procent i såvel antal gæster som i omsætning, omsætningen steg med 30 millioner kroner – de to ting plejer af følges ad,” siger han.

CabInns regnskab for 2018 er endnu ikke offentliggjort, men koncernen omsatte i sidste regnskabsår, 2017, for cirka 300 millioner kroner og fik et overskud på 92,7 millioner.

Niels Fennet tilføjer, at 2018 også var ”et ganske udmærket år i provinsen med ny fremgang.” Han forudser dog, at den københavnske hotelbranche kan stå foran en krise.

Niels Fennet siger: ”Det kan ikke undgås med de mange hotelprojekter der er under opsejling; nogen vil få det svært. Når jeg ser hvad der foregår, er der meget tåbeligt – nå, men jeg skal ikke være rådgiver for andre.”

Relaterede artikler:

Grand opening af CabInn Apartments

Ny liste over Danmarks rigeste hotelejere

Danmarks største hotel bliver lidt mindre