Under det årlige Kokke Knækker Cancer arrangement på Hotel Koldingfjord lørdag aften blev der indsamlet 1,2 millioner kroner. Foto: Hotel Koldingfjord.

Dansk hotel skaffede millionbeløb til Knæk Cancer

Den danske rejsebranche bidrog atter flot til den årlige Knæk Cancer-indsaling, der under lørdagens gallashow på TV 2 indsamlede tæt på 142 millioner kroner.

Det foreløbig tal ved lørdagens indsamling endte på 141,8 millioner kroner – men erfaringen fra tidligere års indsamlinger viser, at tallet bliver højere når de sidste bidrag er blevet gjort op.

De indsamlede penge ved årets Knæk Cancer-indsamling skal nu fordeles på 12 projekter. Det var syvende år i rap, at TV 2 sendte Knæk Cancer Live.

Det største bidrag fra rejsebranchen kom fra Hotel Koldingfjord. Her deltog 150 gæster ved årets Kokke Knækker Cancer-arrangement lørdag aften. Overskuddet fra Kokke Knækker Cancer på Hotel Koldingfjord blev 1.284.960 kr. Dermed har projektet støttet kræft-sagen med 6,5 millioner kroner de seneste seks år.

Gæsterne på Hotel Koldingfjord fik udover en udsøgt menu og vine fra hotellets food- and beverage-manager, Jesper Kristensen, og hans tema af kokke og tjenere også underholdning med blandt andet Søren Dahl fra Cafe Hack, Anne Dorte Michelsen, Marie Bramsen, Lune Carlsen og ikke mindst Brødrene Olsen. Ligeledes var der blandt andet auktion til at samle penge sammen til det gode formål.

Gavekort fra Atlantis Rejser og SAS
Under selve hovedindsamlingen på TV 2 under Knæk Cancer havde Atlantis Rejser udstedt en række gavekort for over 200.000 kroner som der kunne købes lodder til.

Det største gavekort havde en værdi af 80.000 kroner og dækkede en rejse for to til Bali med ophold i privat villa med pool og egen butler.

Hotel Fjordgården i Ringkøbing havde indsamlet 107.000 kroner til Knæk Cancer, mens SAS bidrog med et gavekort til en værdi af 100.000 kroner.

SAS’ gavekort dækker en luksusrejse for to til Hong Kong, SAS’ nyeste langrute fra Københavns Lufthavn, der åbnede i går, søndag, og flyves hele året. SAS’ gavekort dækker to personer på business class og syv nætter i Hong Kong på et godt hotel.

Mange andre bidrag
Blandt de mange øvrige bidrag fra rejsebranchen under Knæk Cancer kom der 50.000 kroner fra såvel Comwell Hotels som Tivolihallen.

Der var 25.000 kroner fra såvel Air Alsie/Alsie Express, Flixbus, Højmark Rejser og Vinterly Skirejser.

Med beløb fra 10.000 kroner og op til 25.000 kroner kom der støtte til Knæk Cancer-indsamlingen fra i rejsebranchen blandt andet DCU-Flyvesandet Strand Camp, Hotel Tiffany i København, Roskilde Rejsebureau, Hotel Skt. Annæ i København og Strøby Turist.

Der var også bidrag fra Absalon Hotel, Gislev Rejser, Hjerting Badehotel, Madeskov Camping og Taastrup Park Hotel.

Relaterede artikler:

Rejse- og hotelbranchen dominerede Knæk Cancer

15 timer med Barack Obama på Koldingfjord

Københavns Lufthavn håber på flere langruter