FDM Travel holder igen i år Danmarks største forbrugermesse for rejser til USA. Her fra en tidligere messe. Foto: FDM Travel.

Dansk rejsebureau forventer 3.000 til kunde-event

FDM Travel, Danmarks største arrangør af USA-rejser, kan igen holde sin store USA-rejsemesse for forbrugerne. Der er 40 leverandører af rejseydelser til USA ved heldagseventet i København.

”Vi håber at mellem 2.500 og 3.000 tilmelder sig vores USA-rejsemesse; vi havde de samme tal inden pandemien,” siger Anders Iversen, administrerende direktør for FDM Travel, til Standby.dk

I år holdes FDM Travels ottende USA-messe søndag den 26. marts i Docken i Københavns Nordhavn – i år er messen tilbage efter to års ufrivillig corona-pause. Messen er den største af sin art i Danmark, skriver FDM i en pressemeddelelse.

Udover rejseforedrag og film om amerikansk natur og kultur deltager også 39 udstillere. Under den seks timer lange messe kan man komme næsten hele USA rundt og møde turistorganisationer fra forskellige stater og byer, et par enkelte hoteller, krydstogtsrederier og flyselskaber.

”USA er danskernes oversøiske rejsefavorit, som over 300.000 danskere besøgte i 2019 inden pandemien. Efter verden er genåbnet oplever vi igen stor efterspørgsel på rejser til USA, og vi forventer, at antallet af danskere der i år tager turen over Atlanten vil være på niveau med årene før pandemien,” siger Anders Iversen.

Og bliver man sulten i løbet af dagen, kan man smage på det amerikanske køkken i messens amerikanske diner.

De mange udstillere
FDM Travels rejsemesse USA har deltagelse af blandt andet disse udstillere, nævnt alfabetisk:

Air France, Alabama, Atlanta, Avis Biludlejning, Californien, Celebrity Cruises, Cruise America & Canada RV Rentals, Delta Air Lines, Eaglerider motorcykeludlejning, Europæiske ERV (rejseforsikring), Florida Keys & Key West, Fort Lauderdale, Georgia, Hawaii, Icelandair og Idaho.

Med er også Kentucky, Kissimmee (Florida), KLM, Louisiana, Memphis, Miami and the Beaches, Mississippi, Mammoth Lakes (Californien), Montana, Nashville, New Orleans, North Carolina, North Dakota, NYC & CO (New York), Palm Springs, SAS, South Carolina, South Dakota, Texas, Utah, Wyoming og Yosemite.

 

Relaterede artikler:

USA’s turisme mødes med nordiske rejsebureauer

SAS genåbnede på New Yorks JFK-lufthavn

USA savner flere europæiske turister