Profil Rejser ser stadig stor vækst på Grønland – rejserne koster fra små 8.000 kroner for en forlænget weekend og over 100.000 kroner for de største pakkerejser. Sidste år havde Grønland 58.000 landbaserede turister, hvor omkring halvdelen var fra Danmark. Foto: Profil Rejser.

Trump medvirker til boom i Grønlandsejser

Profil Rejser havde stigning på 57 pct. i salget til Grønland fra 2018 til 2019. Den store interesse fortsætter i år, siger rejsebureauets direktør, der også tilskriver væksten med ”større klimafokus.”

Profil Rejser har i årevis været et af Danmarks største rejsebureauer, også når det gælder salg til Grønland. Og væksten har gode vilkår i disse år, siger administrerende direktør, Peter Rasmussen, der også er formand for bestyrelsen i Danmarks Rejsebureau Forening.

Sidste år oplyste Grønlands turistråd, VisitGreenland, til STANDBY.dk, at Grønland på årsbasis har i nærheden af 85.000 turister, hvoraf cirka 27.000 er krydstogtsgæster. Af de 58.000 landbaserede turister er omkring halvdelen fra Danmark.

”Grønland er en fantastisk destination, og priserne er kommet tilbage på et mere rimeligt leje. Samtidig er der kommet øget fokus på Grønland med markedsføring fra forskellige kilder. Der var også omtalen sidste sommer, hvor præsident Trump ville købe Grønland, ligesom mange taler om klimaet og at isen forsvinder. Vi tror, at det er nogle af de væsentligste årsager til stigninger i salget,” siger Peter Rasmussen til STANDBY.dk og fortsætter:

“Rejser til Grønland er mange ting – fra en forlænget weekend til små 8.000 kroner per person, mens en stor rundtur med blandt andet helikopter og hundeslæde og mange andre ting, kan komme over 100.000 kroner. De fleste af vores pakkerejser til Grønland koster mellem 25-30.000 kroner per person.”

”Det er stadig en forholdsvis dyr destination, men har man først besluttet sig for at ville rejse til Grønland, så er man også villig til at betale, hvad det koster. Højsæsonen er selvfølgelig i sommermånederne, selv om vi også har rejser til Grønland i vinterperioden,” siger Profil-direktøren.

Profil Rejser solgte sidste år for 12 millioner kroner rejser til Grønland. Det var en vækst i skræddersyede oplevelsesrejser på 57 procent i salget af rejser til Grønland fra 2018 til 2019.

”Trods en stor vækst i 2019, har vi solgt 35 procent mere i januar i år end i 2019, og dermed topper Grønland vores liste over bedst sælgende rejsemål her i 2020,” siger Peter Rasmussen og fortsætter:

”Der er i den grad kommet mediefokus på Grønland. Klimaforandringerne og isens smelten omtales i sammenhæng med beskrivelser af den enestående natur. Grønland og farvandet omkring Grønland har også fået en mere central placering indenfor stor- og sikkerhedspolitisk. Tag bare præsident Trumps ønske om at købe Grønland. Den politiske interesse har også medvirket til, at mange har fået øjnene op for, at Grønland er noget helt særligt – på mange måder.”

Få i den danske rejsebranche kender Grønland så godt som Mogens Gislinge fra Profil Rejser, der har besøgt Grønland over 100 gange. Foto: Profil Rejser.

Profil-ekspert har besøgt Grønland over 100 gange
Mogens Gislinge er med sine over 100 besøg i Grønland den mest erfarne ekspert hos Profil Rejser for rejser til Grønland.

I en pressemeddelelsen fra Profil Rejser siger Mogens Gislinge:

”Vind, vejr og årstid har meget at sige i Grønland. Hundeslæde, nordlys og knagende frost om vinteren. Sommeren med midnatssol, lyst døgnet rundt og milde temperaturer giver oplevelser udover det sædvanlige,” siger han.

Selve Profil Rejser, der åbnede i 1982, regnes som et af Danmarks førende rejsebureauer med speciale i skræddersyede rejser. Profil Rejser er en del af Travel House-gruppen, der også omfatter rejsebureauet Bella Vista Travel.

Relaterede artikler:

Trump-snak om køb af Grønland styrker turisme

Nyt grønlandsk hotel ansætter direktør

Visit Greenland vil bruge Trumps fokus på Grønland