Dansk Special Olympics gruppe til Solvang

solvangTURISME: Opvarmningsdagene til Special Olympics World Games – de Olympiske Lege for udviklingshæmmede – er startet og den danske delegation budt velkommen til byen Solvang til tre dages oplevelser.

Special Olympics 2015 i Los Angeles starter 25. juli, men allerede nu er der oplevelser for den danske delegation på over 100 atleter, trænere og assistenter i byen Solvang i Santa Barbaras vinlandskab, som er ramme om Legenes Host Town Programme.

Solvang bryster sig normalt af sine danske rødder, men denne gang måtte arrangørerne finde de ærkeamerikanske træk frem, for at formidle amerikanske traditioner til danskerne. Under opholdet får delegationen blandt andet mulighed for at opleve en western-aften med barbecue og square dance, en indiansk pow wow og meget mere. Arrangementerne begyndte med officiel velkomst, picnic ved det lokale Farmer’s Market og rock’n’roll livemusik.

Karin Gert Nielsen, Turistchef for Solvang i Danmark, siger: ”Det betyder rigtig meget for Solvang at være en del af oplevelsen for den danske delegation. Her får atleterne jo en masse gode oplevelser med i bagagen og får lært en masse om USA. Jeg er sikker på, det er en positiv oplevelse for både atleterne og resten af delegationen, men absolut også for indbyggerne i Solvang, der elsker at få besøg fra Danmark, som de føler sig tæt knyttet til.”

Solvang blev grundlagt i 1911 af danske immigranter og den danske kulturarv er stadig synlig med bindingsværk, vejnavne som Copenhagen Drive, Elverhoy Way og Kolding Avenue, og restauranter, der serverer medisterpoelse og aebleskiver.