’Dansk turisme lider af dovenskab’

Lise Nørgaard.

Lise Nørgaard.

TURISME: Barske ord fra forfatter Lise Nørgaard, som sammenligner et ophold på hotel i Hamburg med et tilsvarende hotelophold i København.

Af Ejvind Olesen

Det er ikke blot i Matador, at journalist og forfatter Lise Nørgaard i få ord kan spy rammende og sarkastiske bemærkninger ud, selv om hun qua sin natur hellere end gerne ville rose. ”Det kan ikke nytte vi bliver ved at forsikre hinanden om, hvor fantastiske vi er;” siger hun.

Når man har arbejdet på samme redaktion som Lise Nørgaard i flere år og oven i købet fået hende til at skrive rejseartikler fra sin helt egen ferie, er man ikke i tvivl om hendes evne til at indramme en situation og drage perspektiver.

Det gjorde hun også i søndags i den avis, hvor vi begge var ansatte. I søndags langede den 96-årige Lise ud til højre og venstre i Berlingske, hvor hun henter håbet om fremtiden hos de helt unge, nutidens teenagere.

Meget apropos kommer artiklen i kølvandet på hoteldirektør Peder Madsens debatindlæg om de unge og deres forældre om de unges manglende interesse for hotel-og restaurationsdrift. Den historie blev den mest læste her på hjemmesiden i går.

Til intervieweren Peter Brückmann siger Lise Nørgaard om vort forhold til kunder og service:

”Jeg tager gerne til Hamburg for at høre opera. Jeg mindes ikke noget dansk hotel, ud over måske et enkelt i Randers, der drømmer om at bære ens kufferter op, selv om de tager 1.000 til 1.200 kr. for en overnatning. Det gør de på anden side af grænsen.

Har man været i operaen i Hamburg, er der fem restauranter i området, hvor man kan få noget at spise bagefter. De arbejder til sidste gæst er gået. I Danmark er alt ud over diskotekerne lukket, hvis du kommer efter kl. 21.

Hele vores turisme ser jeg lide under den almindelige danske dovenskab.”