Udenrigsministeriet har som ventet forlænget rejsevejledningerne til nu 20. april, hvor alle rejser til hele verden fortsat frarådes. Rejsebureauforeningen: “Det er vi overhovedet ikke tilfredse med.”
Som det blev antydet i genåbningsplanen for Danmark, forlænges de gældende rejserestriktioner som udgangspunkt til og med 20. april. Det betyder, at Udenrigsministeriet indtil da fortsat fraråder alle rejser til hele verden, skriver ministeriet i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
I en kommentar til STANDBY.DK siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening: “Dette er vi overhovedet ikke tilfredse med, at UM ikke i det mindst giver os en dato. Havde det for eksempel været 1. juni, så var det ikke godt, men bedre end ikke at få en dato.”
Lars Thykier tilføjer: “Nu er det udskudt yderligere 14 dage, det kan man bruge mange grimme tillægsord om, jeg vil bare sige, at jeg er mega skuffet. EU har gudskelov den holdning, at man skal kunne rejse mellem EU-landene til sommer, og så kan det ikke nytte noget at Danmark siger ”måske,” det er ikke godt nok.”
I sin pressemeddelelse skriver UM også, at forlængelsen af de skærpede rejsevejledninger betyder, at også erhvervsrejser fortsat frarådes. Der gælder dog undtagelser i forbindelse med levering af varer og tjenesteydelser ind og ud af landet. Der er mere info på den officielle hjemmeside: coronasmitte.dk
Forlængelsen betyder endvidere, at rejserestriktionerne fortsat vil gælde ødegårdsejere, selvom Sverige åbner for indrejse fra Danmark den 31. marts, oplyser ministeriet.
Også de gældende indrejserestriktioner til Danmark forlænges til 20. april, det samme gælder den skærpede grænseindsats ved den dansk-tyske grænse. Der vil derfor fortsat som udgangspunkt gælde krav om et anerkendelsesværdigt formål og fremvisning af en negativ test, oplyses det.
Også forbuddet mod at lande med flypassagerer uden negativ COVID-19-test forlænges til 20. april.
Vil åbne for rejser med coronapas
Smittetallene i EU og Schengen har været støt stigende de seneste par uger og flere lande rammes lige nu af en tredje bølge af smitte. ”Danmark står i en bedre situation end det meste af Europa. Fortsat begrænsning af rejseaktivitet er et væsentligt element i indsatsen for at have kontrol med smittespredningen,” skriver Udenrigsministeriet.
Videre hedder det: ”Regeringen arbejder mod, at der kan åbnes for rejse med coronapas samt smitteforebyggende tiltag – forudsat, at myndighederne vurderer, at data fra de pågældende lande er valide og troværdige.
Udrulning af vacciner og etablering af coronapas ventes at blive centralt for genåbningen af rejser. Det danske digitale coronapas ventes klar i maj. Samtidig pågår forhandlinger i EU om et fælles certifikat, som kan muliggøre rejser. Regeringen presser på for, at den fælles EU-løsning bliver klar inden sommer,” skriver ministeriet.
Udenrigsministeren og justitsministeren vil efter påske indbyde partierne bag genåbningsaftalen til drøftelser for at opnå bred forståelse om rejserestriktionerne. Der sigtes mod en udmelding inden 15. april, hedder det i pressemeddelelsen.
Relaterede artikler:
Spies-direktør frygter forlængede rejsevejledninger