Henrik Qvist Jensen er blevet direktør for den familieejede ejendomsdivision Strawberry i Petter Stordalens koncern. Dermed har to danskere topposter omkring Nordic Choice Hotels.
Endnu en dansker er kommet højt op i ledelsen af hotelkæden Nordic Choice Hotels, der ejes af den excentriske norske milliardær Petter Stordalen og hans tre børn.
Denne gang er det Henrik Qvist Jensen som nu er blevet udnævnt til administrerende direktør for Petter Stordalens ejendomsdivision, Strawberry. Den ejes af mangemilliardæren Petter Stordalen og hans tre børn, der alle er i 20’erne.
Stordalen står ikke mindst bag Nordic Choice Hotels – men han kom forleden meget i medierne, da han var med til at købe det tidligere Thomas Cook Northern Europe med blandt andet danske Spies – selskabet hedder nu Nordic Leisure Travel Group, NLTG.
Med 26 ejendomme er Strawberrys ejendomsdivision en koncern inden for udvikling og forvaltning af hotelejendomme i Norden. Og om sin nye ejendomsdirektør, Henrik Qvist Jensen, siger Petter Stordalen i en pressemeddelelse:
”Henrik har været en vigtig del af Strawberry de seneste år, ikke mindst med udviklingen og fremdriften af storprojektet Villa Copenhagen. Hans mangeårige erfaring med ledelse af omfattende projekter i Danmark, gør mig sikker på, at han er den rette mand til jobbet. Jeg er utrolig glad for, at Henrik har takket ja til at blive ny CEO for ejendomsdivisionen i Strawberry.”
Strawberry består af 11 selskaber som opererer indenfor forskellige forretningsområder. Koncernen investerer hovedsageligt indenfor ejendom, finans, hoteldrift og kunst. Derudover støtter koncernen initiativer og organisationer, som bidrager til et mere bæredygtigt samfund.
Strawberry ejes af Petter A. Stordalen, der kun har 0,1 procent af aktierne i firmaet – resten er hos hans tre børn, Emilie A. Stordalen, Henrik A. Stordalen og Jakob A. Stordalen.
Uddannet ingeniør
Henrik Qvist Jensen, der er uddannet ingeniør, har siden 2017 arbejdet som projektdirektør i Strawberry, og har blandt andet haft ansvaret for udviklingen af Villa Copenhagen – Københavns kommende nye luksushotel ved Hovedbanegården. Han har også været forvalter af Comfort Vesterbro.
Henrik Qvist Jensen bliver direktør for Strawberrys ejendomsdivision, som består af de tre ejendomsselskaber Strawberry Properties, Strawberry Fields og Strawberry Brothers. I ejendomsporteføljen indgår 24 hoteller, en kontorbygning og en handelsejendom.
I en pressemeddelelse siger Henrik Qvist Jensen: ”Det er inspirerende at arbejde i et selskab, hvor der er højt til loftet og rum til at skabe og tænke stort. Som CEO for Strawberrys ejendomsdivision ønsker jeg at optimere og strukturere processer samt styrke samarbejdet internt, men også på tværs af organisationen og eksternt. Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med at udvikle spændende projekter sammen med mine dygtige medarbejdere.”
Før Henrik Qvist Jensen kom til Strawberry, arbejdede han fem år i udviklingsselskabet Carlsberg Byen, som udvikler det tidligere Carlsberg bryggeri i København til boliger, hoteller, uddannelsesinstitutioner, kontorer og så videre.
Dansker i spidsen for hotelvaremærke
Udover Henrik Qvist Jensen er også en anden dansker højt placeret i Nordic Choice Hotels.
41-årige Christen Bagger er med titel af Senior Vice President chef for foreløbig 34 Clarion-hoteller i fire lande og med 4.700 medarbejdere.
Clarion er et af de tre varemærker hos Nordic Choice Hotels, der i alt driver omkring 200 nordiske hoteller under varemærkerne Comfort, Quality og Clarion. Hertil kommer nogle såkaldte enkeltstående hoteller, udenfor kategori; i København det eksisterende Skt. Petri og det kommende Villa Copenhagen.
Relaterede artikler:
Da den flamboyante nordmand indtog Spies