Det nuværende danske har haft samme design i over 20 år. Derfor kommer der nu et sikkerhedsmæssigt løft af det danske pas. Passets omslagsfarve vil fortsat være den velkendte rødbedefarve, og Jellingestenen vil stadigvæk være passets gennemgående tema. Arkivfoto fra Københavns Lufthavn: Henrik Baumgarten.

Danskerne skal have nyt pas

Til oktober begynder Danmark at udstede nye pas. Der bliver begrænsning af, hvor mange pas man kan få, inddragelse af pas fra passvindlere og personligt fremmøde ved afhentning af nyt pas.

Det danske pas regnes for at være blandt de bedste pas i verden, men misbrug og svindel kan føre til, at den internationale tillid til det danske pas svækkes, og at danskernes mulighed for at rejse uden visum ophører.

I en pressemeddelelse skriver Justitsministeriet, at forsvundne og mistede pas udgør et sikkerhedsproblem for Danmark. En opgørelse fra Rigspolitiet viser, at over 45.000 danske pas blev meldt mistet i 2019 og første halvår af 2020.

I 2019 blev cirka 5.400 danske pas meldt stjålet, cirka 1.200 ”bortkom” i posten, det er mere end fire gange så mange som i 2015, hvor 244 pas forsvandt i posten. I 2019 blev 1.200 danske pas blev meldt ødelagt og cirka 25.000 pas blev efter det oplyste forlagt.

Ifølge Rigspolitiets er 65 procent af de personer, der får udstedt eller mister flere end tre pas, kendt i Kriminalregisteret. Cirka 1.100 personer har mistet tre eller flere danske pas inden for en femårig periode. Personer, som har svindlet sig til et gyldigt dansk pas, for eksempel ved såkaldt ”look-alike”-svindel, kan undgå politiets overvågning.

Derfor foreslår regeringen at give politiet beføjelse til at inddrage et allerede udstedt pas i op til fem år fra personer, som for eksempel er dømt for at forfalske eget eller andres pas eller misbruge pas. Dog lægges der op til, at en person, som har fået inddraget sit pas eller er blevet nægtet et nyt pas, skal have mulighed for at få udstedt et provisorisk pas til rejser og andre formål.

Danske pas kan i de forkerte hænder muliggør terrorhandlinger, menneskesmugling, illegal indvandring og andre former for kriminalitet, konstaterer Justitsministeriet.

Nyt pas på vej
Sammen med Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste har regeringen udarbejdet initiativer til at styrke passikkerheden. Blandt disse er en begrænsning af, hvor mange pas, borgere kan få udstedt – maksimalt tre inden for en femårig periode. I dag er der ingen begrænsning.

Der vil også komme inddragelse af pas fra passvindlere i op til fem år og blive indført personligt fremmøde ved afhentning af pas hos kommunen. Her skal der fremover bruges billedlegitimation.

Derudover lanceres fra oktober en ny dansk passerie med en række sikkerhedselementer til væsentligt at styrke sikkerheden af det danske pas. I pressemeddelelsen siger justitsminister Nick Hækkerup:

”Kriminelle kan bruge danske pas til at begå ulovlige handlinger: Identitetstyveri, optagelse af banklån i en andens navn og indrejse i Danmark på falskt grundlag. Den største frygt er selvfølgelig, at personer, som vil Danmark det ondt, kommer i besiddelse af et gyldigt dansk pas. Med de fremlagte initiativer og den nye passerie skruer vi op for passikkerheden i Danmark.”

Flere stramninger
Regeringens kommende initiativer til styrkelse af passikkerheden indeholder blandt andet også, at mistede pas skal ikke kunne bruges på ny, bedre kontrol ved udstedelse af pas og nyt pasdesign til at øge sikkerheden.

De nye danske pasregler vil tage højde for ikke utilsigtet at ramme personer, der efter de nugældende regler får udstedt ekstra pas som for eksempel piloter eller andre, der igennem deres erhverv har et stort antal rejsedage og behov for mange viseringer, understreger Justitsministeriet.

Hele pressemeddelelsen fra Justitsministeriet kan ses via dette link, klik her.

Relaterede artikler:

Danske pas fortsat blandt verdens ti bedste

Her er danskernes feriefavoritter i ind- og udland

Danske turister må fortsat vente på USA