Danskerne skal lære at sejle over Atlanten

Det hele er et spørgsmål om at regne på udgifterne, mener direktør Jesper Boas Smith, som i det kommende år vil tage konkurrencen op med flyene via de store Atlanterhavsskibe, hvoraf et bragte julestemningen med til Langelinie, da Queen Victoria var på besøg.

Jesper Boas Smith byder kaptajn Inger Thorhauge og hendes Victoria Queen velkommen til København.

”Vi har et par gange haft nogle fantastiske priser på de store oceanskibe fra Southampton til New York, og jeg kunne da godt tro på, at vi får det igen til sommer. Men helt bortset fra det kan en to ugers ferie i USA sagtens konkurrere med flyene ved at lade den ene vej foregå på havet.

Her er en uge med fuld pension, underholdning, indkvartering i dejlige kabiner og ingen bagageproblemer etc. fuldt konkurrencedygtige, når de samlede udgifter gøres op. Tænkt på hvad det koster at bo på hotel og man skal købe alt, startende med morgenmad,” sagde direktør Jesper Boas Smith i går ved et pressemøde om bord på Queen Victoria. Bella Vista er generalagent for Queen Elizabeth, Queen Mary 2 og Victoria. Efter undertegnedes mening det klart mest elegante og hyggelige krydstogtskib hos Cunard Line.

Og ved ankomsten i går fra Gøteborg, og videre til Hamburg ved midnatstide, var der om bord virkelig pyntet op til jul med alt, hvad et julehjerte kunne begære. Langt mere end på landjorden, hvor Helsingør Pigegarde i nissedragter gjorde det ud for julestemningen. Det var der ikke noget i vejen med, men var det nok?

Stribevis af busser så heller ikke ud til at have gjort noget ud af sidste søndag inden jul, men udflugter gik dog til store ”julelande” ude på Sjælland, eller til shopping i København, som havde lange køer på julehandel. Og selvsagt til Tivoli.

Er Danmark billigere end andre? Næppe. Er vi dygtigere? Næppe. Er byen med de mange udgravninger klar til at tage mod udenlandske julegæster? Næppe.

Men så klan man jo altid sejle videre til Hamburg med masser af hygge, julemelodier og glad stemning om bord.

I dag kommer Balmoral til Langelinie, og så resterer endnu kun et anløb med Oceania 2. juledag. Og endnu en rekordsæson med krydstogtskibe til København er forbi.