Danish Air Transport vil fra starten af juli til starten af august næste år flyve to gange om ugen mellem Bornholm og Berlin. Pressefoto: DAT, Bornholmerflyet.

DAT får sommerrute fra Bornholm

Fra starten af juli til starten af august vil Danish Air Transport næste år flyve to gange om ugen mellem Bornholm og Berlin. DAT åbner snart rute fra Berlin til det sydlige Tyskland.

Fra den 2. juli og frem til den 9. august åbner det danske flyselskab DAT en ny sommerrute mellem Bornholm og Berlin. Danish Air Transport er i forvejen et kendt indslag på Bornholm med sin store rute via Bornholmerflyet fra Københavns Lufthavn.

DAT vil flyve to gange om ugen – torsdage og søndage – i den nævnte periode mellem Bornholm og Berlin.

Jesper Rungholm, medejer af og administrerende direktør i DAT, siger, at baggrunden for den nye rute mellem Bornholm og Berlin blandt andet også er, at ifølge en undersøgelse vil ni ud af ti nordtyskere gerne holde ferie i Danmark. Bornholm ligger i top tre over de meste kendte danske destinationer, så det vil være et oplagt at prøve med en sommerrute, siger DAT-direktøren.

I august i år spurgte DAT sine følgere på Facebook, om der var interesse for at rejse til Tyskland fra Bornholm – i stedet for køreturen til Berlin. Og der var stor interesse, oplyser DAT.

DAT forbinder Bornholm og Sydtyskland
DAT lancerede for nyligt, at det danske flyselskab udvider med en ny rute i Tyskland mellem Saarbrücken i det sydlige Tyskland og Berlin med flyvninger fra starten af januar næste år.

’’Denne rute mellem Berlin og Saarbrücken giver os en oplagt mulighed at forbinde Bornholm med Sydtyskland. Åbningen af den kommende nye rute mellem Berlin og Saarbrücken har også haft en stor betydning i beslutningen om, hvorfor vi valgte at flyve til Berlin fra Bornholm,’’ siger DAT-direktør Jesper Rungholm i en pressemeddelelse.

Mens DAT primært flyver mellem København og Bornholm, har selskabet også sommerruter fra såvel Billund som Aalborg til Bornholm. Og i dagene omkring det årlige Folkemødet på Bornholm har DAT ligeledes flyvninger fra Aarhus, Odense og Esbjerg til Bornholm under Folkemødet.

Relaterede artikler:

60 år med luftfartens købmand

Berlin markerer 30-året for Murens fald

DAT-fly bliver malet i ‘retro’-farver