Debat: DRF frygter flere konkurser blandt flyselskaber

Lars Thykier.

Et af vinterens store slag – revisionen af Rejsegarantifondsloven – er i gang. DRF opfordrer alle kunde- og rejsebureau-støtter til at kontakte folketingspolitikere og få dem til at støtte DRF’s forslag til en ny konkursdækning.

Af Lars Thykier, adm. direktør, Danmarks Rejsebureau Forening

”Da Rejsegarantifondsloven i 2009 sidste gang blev revideret, var hovedårsagen, at flyselskabet Sterling Airlines var gået konkurs året forinden.

Den 30. oktober 2008 var tusinder af danske og udenlandske passagerer blevet ladt i stikken af Sterlings islandske ejere og mange af dem, der blev ramt, mistede ikke blot en rejse, men også deres økonomi.

Den slags situationer har politikere en tendens til at gøre noget ved. For der var tale om forbrugere, der blev ramt, endda både på deres pengepung og deres ferie, og så skulle der ske ændringer hurtigt, ikke mindst fordi den slags indsatser er der stemmer i.

2009-revisionen af loven om Rejsegarantifonden blev af samme grund gennemført med opbakning af et stort flertal af Folketingets partier.

Når det sker, at der etableres et bredt flertal i Folketinget om en lovændring, skulle man tro, at der kom en god og brugbar lov ud af det, for konsensus-love er som regel baseret på løsninger, som næsten alle kan acceptere. Det var bare ikke tilfældet i denne sag!

Væk i det forslag, der blev vedtaget, var bl.a. forslaget fra DRF om, at flyselskaberne skulle betale en fast pris pr. flybillet på 5 kr., som skulle samles i en (rejsegaranti-) fond, som betalte de rejsende eller deres rejsebureaus penge tilbage, hvis et flyselskab – omfattet af fondens dækning – gik konkurs.

I stedet kom der den ringeste mulige udvidelse af RGF-loven ud af det, nemlig en ændring, der alene dækkede danske forbrugeres ferierejser, og kun hvis den (ferie-) rejsende aktivt traf beslutning om at købe dækningen.

Det fører for langt at redegøre for alle den valgte løsnings mangler i denne korte klumme, men lad det blot være slået fast, at løsningen, der blev valgt, er noget makværk.

Ikke alene er en række af de store flyselskaber på det danske marked ikke omfattet af ordningen – man kan i flæng nævne easyJet, Ryanair, airberlin og Norwegian. Sidstnævnte (Norwegian, red) har oven i købet dom fra juli 2012 på, at det IKKE er omfattet af loven.

Men også opdelingen i forretnings- og ferierejser (hvor kun ferierejser kan dækkes af konkursforsikringen) og frivillighedsprincippet i ordningen har medført, at det er fuldstændig umuligt for forbrugeren at gennemskue, hvornår man er dækket, og hvad man skal gøre, hvis man ønsker at købe dækningen.

Samtidig har udviklingen i antallet af flykonkurser ikke ligefrem været positiv. Alene i 2012 har fire store europæiske flykonkurser (Spanair, Malev, Cimber Sterling & Skyways) kostet danske rejsebureauer mange millioner kroner, uden at rejsebureauerne har kunnet hente en eneste krone i Rejsegarantifonden.

Også danske forbrugere har mistet anseelige summer på disse konkurser, og da der vil være flere flyselskabskonkurser i den kommende tid, er det på tide, at reglerne ændres til det bedre!

Hvad skal så gøres?

Midt i al ulykken er så heldigt, at loven fra 2009 indeholder en bestemmelse om, at den ”skal ses efter i sømmene” i den Folketingssamling, der netop er skudt i gang.

Det er derfor DRF’s håb, at politikerne i denne omgang gør det, vi allerede foreslog i 2009, nemlig indfører en konkurssikringsafgift på forslagsvis 5 kr. fra alle afgående passagerer fra danske lufthavne uanset hvad formålet med deres rejse er.

Og opkrævningen skal foretages på præcis samme måde, som det netop er besluttet, at der indføres en security afgift for alle afgående passagerer fra Danmark, så ALLE flyselskaber, også dem der ikke er etableret i Danmark, kommer til at bidrage til konkursdækningen.

De indsamlede konkurssikringsafgifter skal efter DRF’s mening fortsat indsamles i en fond, som ved flykonkurser tilbagebetaler den købte billets pris til den rejsende eller til det rejsebureau, der har formidlet rejsen.

Dermed vil alle, der berøres af en flykonkurs, både den flyrejsende og de danske rejsebureauer (hvis de har stået for billetsalget til den rejsende) kunne få deres tab dækket af fonden.

Kunne man ikke forestille sig andre løsninger? Jo da. f.eks. kunne EU etablere den flypassager-fond, der har været diskuteret meget længe.

Desværre er der ikke tegn på, at det vil ske. EU lægger tværtimod op til, at der ikke skal gøres noget på dette område, selv om der er en revision på vej af såvel Pakkerejsedirektivet OG den såkaldte ”Denied Boarding”-forordning.

Der er med andre ord kun en ting at gøre, og det er at få revideret de danske regler, så de giver den bedst mulige beskyttelse for de rejsende og de danske rejsebureauer.

Til sidst en opfordring til alle jer kunde- og rejsebureau-støtter, der har kontakt til folketingspolitikere: Tag kontakt og fortæl ham/hende, hvilke problemer de nuværende regler giver for danske forbrugere og rejsebureauer og opfordre dem til at gå ind i debatten, og naturligvis gerne med støtte til DRF’s forslag til en ny konkursdækning.