STANDBY.DK Nyt om rejser
Sidder i flyet på vej fra det månedlige besøg i Kina. Har som flykunde været igennem hele møllen fra sikre tider til lufthavnen, check in, kontrol af boardingkort for at komme videre i systemet ud til den del af lufthavnen som betjener bla. SAS. Gennem immigration, endnu en yderligere instans til at checke at du er klar til at gå i security check. Godt gennem det – så er man i det forjættede land. Hele fem instanser skal man igennem i Kina før man er i lufthavnens shopping område. Det giver stof til eftertanke, når man tænker på hvor enkelt det er i Københavns Lufthavn.
Når man så kommer ombord på flyet glæder man sig i den grad til bare at komme hjem og ser sig selv som en del af den reklame som SAS dygtigt har produceret med Uffe Ellemann og nu med Johnnie Reimar. En tanke der burde leves helt og fuldt ud blandt medarbejderne hos SAS. Når man skal rejse hjem efter en såvel kort som lang tur glæder man sig til bare en smule opmærksomhed. Gælder både når man sidder bag gardinet på Monkey Class som foran på de fine rækker.
Men desværre sker det ofte at de gode folk der bærer SAS uniformen har mere brug for at ”fortælle hvor hårdt et job de har”. Det kommer til udtryk, både direkte verbalt overfor kunderne, mellem kolleger og især mærker man deres kropssprog som siger: ”Bare jeg dog var et andet sted – eller lavede noget andet end det jeg lige nu beskæftiger mig med”.
Det er trist når man har valgt et job som i den grad er kunderelateret, frontvendt og som gør at man i dele af sin arbejdstid er tvunget til at beskæftige sig med kunder – dem som betaler deres løn. Endnu mere kedeligt er det for den arbejdsgiver som gennem mere end 10 år har forsøgt at navigere virksomheden gennem kriserne. Fra 9-11 til Sars, over krige og globale økonomiske kriser og hvor SAS fortjener alles opbakning til at redde virksomheden.
Alle ved at SAS medarbejdere gennem tiderne har været ”forgyldt” for at holde dem på pladsen. Vi ved at fagforeningerne har været ved at tvinge flyselskabet i knæ og at rigide overenskomster, som slet ikke er i tråd med og som stadig er en del af det som selskabet må slås med.
Som loyal SAS kunde, vil jeg ønske at der bare kom en snert af gamle dage tilbage i SAS. Der hvor medarbejderne følte sig stolte og en del af Carlzon projektet – der hvor SAS blev en stolthed både for medarbejdere, aktionærer og ikke mindst kunderne.
Det er min overbevisning at SAS kan overleve, netop pga. den store opbakning de Skandinaviske kunder kan give som en sikker base og kundeunderlag. Det kræver dog at medarbejderne investerer lidt mere i kunderne og tilsidesætter deres egne behov en smule, mens man er på scenen – i flyet!
Tænk hvad træning, opmærksomhed og kundefokus kunne gøre for at bringe SAS tilbage som det foretrukne flyselskab. Bare en tanke og et håb om at nogen bringer det videre. Det fortjener både SAS, Medarbejderne og kunderne inden det er for sent.
