Ødelagt cockpitvindue gav stor forsinkelse

En Delta Air Lines Boeing 747-400 måtte lørdag sikkerhedslande i lille lufthavn på vej fra Honolulu til japanske Osaka. Sikkerhedslandingen skyldtes, at der kom større revne i kaptajnens cockpitvindue.

 

Herefter valgte piloterne at lande i nærmeste lufthavn med flyet, der havde 359 passagerer og 19 besætningsmedlemmer. Det var den lille lufthavn Henderson Field på den blot seks kvadratkilometer store Midway-atol. På indflyvningen til lufthavnen ramte flyet to fugle, men landede sikkert.

Lufthavnen havde ikke flytrapper store nok til at nå op til flyet, så lokale tømrere måtte i hast bygge en trappe.

 

Delta omdirigerede en anden B747, der skulle have fløjet fra Tokyo til Minneapolis, til Midway. Det fløj de strandede passagerer og besætningsmedlemmer til Osaka, hvor de ankom med 12-16 timers forsinkelse; omtalen af hændelserne nævner såvel 12 som 16 timers forsinkelse.

 

Myndighederne på Midway, der sorterer under USA’s indenrigsministerium samt U.S. Fish and Wildlife Service, oplyser, at passagererne måtte blive på flyet til erstatningsflyet var fremme.

 

Midway ligger midtvejs mellem Nordamerika og Asien. Atollen er bl.a. hjemsted for millioner af havfugle, herunder de store albatrosser. Der bor under 100 personer på Midway, der var hjemsted for omfattende kampe under Anden Verdenskrig i juni 1942 mellem japanske og amerikanske styrker.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten