Den går ikke, SAS

”SAS er vendt på en tallerken i denne sag. Det er kritisabelt. SAS er jo klart største flyselskab her i Norden,” sagde Danmarks Rejsebureau Forenings direktør, Lars Thykier (foto) i aftes. Det vælter ind med henvendelser til DRF fra passagerer, der føler sig uretfærdigt behandlet. Irritationen skyldes, at SAS fra i dag indstiller hjælpen med bl.a. logi til sine passagerer på oversøiske destinationer. Men den går ikke siger bl.a. Statens Luftfartsvæsen.

DRF oplyser, at ikke kun SAS er løbet fra reglerne. Også Finnair, Norwegian og AirBaltic har meldt, at de ikke vil tilbyde deres strandede kunder hverken seng, vådt eller tørt. KLM og Air France har fra staten af flyveforbuddet fralagt sig deres ansvar for assistance til strandede passagerer.

 

DRF prøver at presse flyselskaberne til at følge EU-forordning 261/2004 om passagerbeskyttelse – og opfordrer strandede passagerer til at gemme udgiftsbilag og klage til Statens Luftfartsvæsen, SLV.

 

Fuldmægtig i SLV, Christina Domenici siger, at SAS og andre EU-flyselskaber har pligt til at sørge for strandede passagerer. ”SAS kan ikke komme udenom forordningens bestemmelser,” siger hun.

 

Informationschef i SAS, Mikkel Thrane udtaler, at selskabet handler efter EU-forordningens regler, der gælder indenfor EU-landene, og undrer sig over SLV’s melding: ”Vores beslutning er truffet i dialog med Statens Luftfartsvæsen,” siger han.

 

I Forbrugerrådet siger afdelingschef Vagn Jalsøe, at det SAS gør, er ulovligt. Man har i Forbrugerrådet drøftet sagen med Statens Luftfartsvæsen, som er enig.

 

Skrevet af Redaktionen