Den lykkelige forbruger må endelig ikke komme noget til

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

FREDAGSKLUMME: Hverken industriministeren eller Danmarks Rejsebureau Forening er på rette spor, når de på hver deres måde vil sikre chancerytterne på nettet erstatning, hvis deres flyselskab krakker.- Det er helt op til passagererne selv med ansvar for egne valg.

Af Ejvind Olesen  

Hvis jeg bestiller en koncertbillet til Herning eller Horsens til en eller anden stor koncert et år i forvejen, så kommer staten eller en forbrugerorganisation ikke og spænder et sikkerhedsnet ud under mig og det indbetalte beløb.

Måske krakker arrangøren, måske kommer James Last slet ikke, for nu er han trods alt blevet for gammel. I mellemtiden er impresarioen stukket af med pengene. Farvel 1.000 kr.

Hvorfor i alverden skal det være anderledes med en flybillet til 670 kr. til Rom? ”Lenes lov”, opkaldt efter Lene Espersen, har ellers en høj stjerne hos mig, men her lod hun embedsmændene løbe med en tåbelig beslutning og en latterlig lov om 20 kr. forsikring hos nogle selskaber, som er sikre nok i forvejen, for eksempel SAS, mens ingen lavprisselskaber deltager i ordningen.

I denne uge har loven så været oppe til drøftelse i Folketinget, og det ser ud til, at den nuværende industriminister heller ikke er indstillet på at ændre fejlen fra dengang. Først gjorde en konservativ minister en oplagt fejl, nu bliver den bekræftet af en SF-minister. Politikernes veje er uransaglige.

Desværre kommer Danmarks Rejsebureau Forening heller ikke med et brugbart alternativ. Forslaget om en fælles afgift på alle flybilletter på 5 kr. er lige så forfejlet. Hvorfor skal der være en ekstra afgift på en flybillet med et sikkert flyselskab, som understøtter dem, der absolut vil sidde hjemme på loftskammeret og klikke sig frem til en billig lavprisbillet uden at have nogen risiko? Det giver ingen mening.

Hvis Lars Thykier i stedet for på foreningens vegne havde sagt, at den eneste sikre vej er at købe sin flybillet gennem et bureau, som er medlem af DRF. På den måde er man dækket ind via den obligatoriske ansvarsforsikring i bureauet.

Hvis man ikke vil det, må man bare selv om det. Så længe kreditkortene dækker (ikke Dankort og Visa) kan man bruge den løsning, men ingen ved hvor længe.

Den pusle-nusse-indstilling til en forbruger, der køber en flybillet, er i længden ikke til at holde ud.

God weekend