Slottet med udstillingen er dette: Kassel Schloss Wilhelmshöhe. Foto fra Tysk Turist Information.

Den vigtigste fremvisning af samtidskunst

Skulle ferieturen passere tyske Kassel, så er der fra juni den store udstilling Documenta 15-udstilling. Det er den vigtigste fremvisning af samtidskunst på verdensplan, hedder det.

Hvert femte år danner tyske Kassel rammen om udstillingen Documenta, en stor udstilling af moderne kunst og samtidskunst. Udstillingen blev grundlagt i 1955, og på den første Documenta var navne som Pablo Picasso repræsenteret.

”Documenta regnes for verdens vigtigste udstilling, når det kommer til samtidskunst, fordi den viser de aktuelle tendenser på kunstscenen. Udstillingen har gennem årene budt på mange kunstnere, der har haft betydelig indflydelse på moderne kunst,” siger turistchef for Tysk Turistinformation i blandt andet Danmark, Bo Schou Lauridsen, i en pressemeddelelse.

Udstillingen finder sted hver femte år, og i år er det den 15. i rækken. Den finder sted fra 18. juni til 25. december. Hver Documenta-udstilling ledes af en kurator, som sætter rammen for udstillingen og dermed de efterfølgende sociopolitiske diskussioner, oplyses det.

I år er det for første gang et kunstnerkollektiv, nemlig det indonesiske kunstnerkollektiv Ruangrupa, der står for det visuelle udtryk. Kunstnerkollektivet arbejder ud fra de sociale praksisser for deling, solidaritet og venskab herunder bæredygtighed.

”For Ruangrupa er samarbejde, deling og udveksling af viden afgørende for en bæredygtig udvikling, og det bæredygtige element gennemstrømmer hele udstillingen fra planlægningen til gennemførelsen,” siger Bo Schou Lauridsen.

Danskerne har flest overnatninger i Tyskland
Tyskland er landet, hvor danskerne under normale år har flest overnatninger. I 2019 blev til 3,4 millioner registrerede danske overnatninger. Tallet er reelt meget større, da det for eksempel ikke medtager Airbnb-overnatninger.

Den gennemsnitlige opholdstid for en dansker i Tyskland i 2019, ferie- som forretningsrejsende, var 3,8 dage. Danmark er Tysklands 7. største incoming-marked.

Fire af de 16 tyske bundeslande har under normale omstændigheder 60 procent af de danske overnatninger. Det er Slesvig-Holsten, Berlin, Hamborg og Niedersachsen, regionen syd for Hamborg med blandt andet Harzen. Nummer fem af de bundeslande, danskerne normalt besøger mest, er den sydligste, Bayern.

Relaterede artikler:

Tidligere industriområde er blevet tysk ferieparadis

Rejsebrancheforeninger havde premiere på nyt tiltag

De var danskernes rejsefavoritter i 2021